Find din rejse til Afrika her:

Strandferie og badeferie i Afrika

Strandferie og badeferie i Afrika med Rickshaw

 

Ahh... fint pulverhvidt sand, lunt azurblåt vand og svajende palmetræer, der giver skygge for solen indtil den går ned i horisonten som en glødende ildkugle. Det er alt sammen noget, du kan se frem til på vores eksotiske strandferierier i Afrika uanset hvor de går hen.

 

Det er oplagt at afslutte din safarirejse, din aktive vandreferie eller din kulturrejse med nogle dages afslappende badeferie ved en af Afrikas mange fantastiske strande. Der er også rige muligheder for at kombinere daserlivet på stranden med det lokale byliv eller aktive oplevelser til vands.

 

Vi skræddersyr din rejse helt efter dine personlige ønsker og behov.

Kort

 

Kort over Rickshaws stranddestinationer i Afrika

 

Rickshaw laver badeferier og strandrejser til adskillige lande i Afrika. Du kan rejse med os til alle de bedste kyststrækninger på kontinentet lige fra det østlige Afrikas uovertrufne eksotiske strande ved fastlandskysterne såvel som på ø-erne i Det Indiske Ocean over det sydlige Afrikas klipperige og barske kyststrækninger præget af omskifteligt vejr til de flade Atlanterhavskyster i det vestlige Afrika, hvor landskaberne er mildere og vejret mere stabilt end mod syd.

Rickshaw-landkort-stranddestinationer

Oplevelser

 

Oplevelser på badeferier og strandferier i Afrika med Rickshaw

 

Hvad er strandferier og badeferier?

Strandferier er en bred betegnelse for den type af rejser, hvor vand, sand, varme temperaturer og eksotiske oplevelser er omdrejningspunktet på rejsen.

 

De typiske strandferie destinationer i Afrika er Zanzibar, Mombasa, Maldiverne, Mauritius, Seychellerne, Madagaskar og en række strande i Vestafrika. Dette er dog kun et lille udpluk af de mange muligheder, vi tilbyder. Vi plejer at sige, at der findes almindelige strande, og så findes der afrikanske strande, som hører til nogle af de lækreste i verden. Strande og øer i Afrika er ligeså varierede som det enorme kontinent i sig selv, og hver især tilbyder noget unikt for dig og din familie - og hver især så tydelig afrikansk.

 

Oplevelserne rækker langt ude over ren badeferie ved Det Indiske Ocean og Atlanterhavet. Du har mulighed for at fornøje dig med en lang række kulturelle og aktive oplevelser på din strandferie ved de afrikanske kyster.

 

Hvem tager på badeferie og strandferie?

Strandferier er det ultimative feriemål uanset om det er en sjov familieferie, romantisk strandferie for to, bryllupsrejse eller blot en tiltrængt pause langs en rolig og afsondret strand med badning, hvile og afslapning. Uanset om du er til uberørte, uspolerede strande, der byder på afslappet ø-liv, frisk fisk og skaldyr, smukke solnedgange og snorkling blandt farverige koralrev i krystalklart vand eller om du er til populære sydafrikanske kystbyer, hvor dykning, fiskeri, svømning, surfing, strandvolley og et blomstrende natteliv, så vil der altid være en strandferie, der passer til dit temperament. Måske kan du allerede nu forestille dig sandet mellem dine tæer, solen der kysser dit ansigt og den forfriskende havbrise.

 

Sæson og klima

Som tommerfingerregel kan badeferie destinationerne besøges året rundt. Dog ligger der årlige regnsæsoner, som man skal være opmærksom på at undgå. Her står vi altid klar til at rådgive om det bedste rejsetidspunkt for den destination, du vil besøge. Klimaet på badeferie destinationerne er tropisk og med høje temperaturer, der typisk ligger mellem 25 og 30 grader. Om natten når temperaturerne sjældent under 20 grader. Dagene er fyldt med solskin, dog med periodevis regn, der ofte falder som korte byger om eftermiddagen.

 

Kombinér badeferien med store oplevelser

Mange vælger at kombinere deres kultur-, trekking- eller safarirejse i Afrika med en badeferie ved nogle af de mange skønne kyster. Det er en fantastisk måde at opleve det bedste af Afrika, og giver rig mulighed for både at opleve kontinentet til lands og til vands. Badeferien bliver på den måde ofte afslutningen på en oplevelsesrig tur, hvor de mange nye indtryk kan synke ind. Det er også muligt at arrangere rejsen, så den kun består af strandferie. På det afrikanske kontinent findes der nemlig et utal af adrenalinfyldte, fordybende og spændende oplevelser, du kan ligge ind i rejseprogrammet.

 

Bryllupsrejse

Leder du efter en romantisk, eksklusiv destination til bryllupsrejsen, er Afrikas strande uden tvivl et af de bedste steder at besøge. De fleste forbinder bryllupsrejsen med eksotiske omgivelser, krystalklart vand og lange sandstrande, hvor du og din udkårne kan slentre hånd i hånd. Det skal være oplevelsen, I altid vil huske glædeligt tilbage på, og her er vi ikke blege for at sige, at Afrika er svaret. På mange af strandene finder du charmerende resorts og hoteller med mulighed for private middagsoplevelser på stranden, solnedgangsture med champagne og romantiske cruises i det smukke øhav. Der er rig mulighed for at nyde hinandens selskab i intime, hyggelige omgivelser på en af de mange tropiske strande, som Afrika byder på. Nogle af de oplagte valg til bryllupsrejsen er Seychellerne, Maldiverne, Mauritius eller Zanzibar.

 

Tag familien med på strandferie

Skal familien samles og have uforglemmelige oplevelser sammen, er badeferien et godt valg. De fleste er til sol, strand og vand nærmest uanset alder og aktivitetsniveau. Det er muligt at kombinere badeferien med en masse underholdende og spændende oplevelser, så der er noget for alle. Mange vælger at starte ferien med en oplevelsesrig safarirejse, hvorefter turen afsluttes med nogle dage ved stranden. Her kan familiens vandhunde slå sig løs i det azurblå vand, mens familiens ældste kan nyde en god bog og koble fuldstændig af med lyden af vandet, der skyller ind over stranden. Om aftenen samles familien til en lækker middag, hvor der indimellem er underholdning og musik med afrikanske rytmer. 

 

 

kenya-mombasa-samburu-1024x685
romantik-hjerte-hænder-vand-1024x685
Romantik-par-bryllup-solnedgang-vand-freestock-1024x685

Strandferie og badeferie i Kenya

 

Er du på ferie i Kenya er det nærliggende at besøge Mombasa eller nogle af de andre strande ved østkysten, der er omringet af Det Indiske Ocean. Vask savannens støv af, slap af på en kilometerlang strand med svajende palmer og nyd brisen, der strømmer ind fra havet. Det er tid til at slappe af efter en skøn Kenya-safari, eller måske nyde alle aktiviteterne hvad end du er til dykning, svømning, snorkling eller surfing.

 

Mombasa

Den mest kendte er nok Mombasa, der både er et strandområde, men også Kenyas anden største by. Her er det muligt at gå på opdagelse i den gamle bydel Mombasa Old Town, der byder på spændende historie fra tiden med sultaner, arabiske paladser og slavehandel. Byen er en smeltedigel af sprog og kulturer fra alle dele af Det Indiske Ocean. Det er en blanding af indiske, arabiske og afrikanske aner, hvilket giver byen en helt særlig charme og stemning. Både nord og syd for byen, finder du flotte strande med hvidt sand, azurblå vand og eksotiske omgivelser. Nogle af favoritterne er Diani Beach, Nyali Beach og Bamburi Beach. I Mombasa kan du blandt andet besøge det gamle bygningsværk Fort Jesus, krydderimarkeder, templer, sejle i dhow, dykke, snorkle, besøge en krokodillefarm eller bare nyde de lækre strande.

 

Malindi Beach

I Malindi, ca. 100 km. fra Mombasa, ligger den lille charmerende by Malindi, som ligeledes byder på et væld af forskellige kulturer og hyggeligt marineliv. Tag på slentretur gennem de små gader og nyd denne atmosfæriske gamle by, spis friskfangede østers eller hop i det krystalklare vand og mærk for dig selv at Malindi er et ret så charmerende et sted.

 

Watamu Beach

Watamu ligger ca. 20 km. syd for Malindi Beach. Det er en lille, hyggelig by, der er omringet af fantastiske strande og tropisk skov. Stranden er kendt for dens unikke, afslappende og tilbagelænede livsstil. De lokale byder besøgende velkomne, hvad enten du ønsker at slappe af, udforske øen eller nyde de mange oplevelser, man kan kaste sig ud i. Øen er idéel til både familieferier, romantiske rejser eller kysteventyr. På Rickshaws rejseblog kan du læse mere om attraktionerne på Watamu Beach i Kenya.

 

Lamu Island

Lamu Island er en idyllisk tropeø, hvor livet går sin daglige gang i en ubekymret, afslappende rytme. Øens historie er mystisk og samtidig fascinerende. Den gamle bydel er pyntet med snoede, smalle gader og markedspladser. Der findes ingen biler på øen, og æsler og dhows forbliver den dominerende form for transport. Det er som om at tiden er gået i stå. De lange, afslappende dage bruges på at spangulere langs havnefronten, udforske byen eller slappe af på strande. Øen har et smukt landskab med rullende bakker og endeløse strande, hvor små landsbyer ligger i skyggen af kokosnøds- og mangoplantager. På vandet sejler traditionelle, arabiske dhows og pryder det klare, blå vand. Den idylliske ø taler til hjertet og sjælen, og en tur til Lamu Island er en romantisk tur, der sætter sig som en uforglemmelig oplevelse.

 

Chale Island

Det tropiske ø-paradis ved Chale Island er fyldt med smuk natur, kridhvide sandstrande og et eksotisk koralrev. Det er den perfekte opskrift på en uforglemmelig badeferie kombineret med frodig flora og fauna, hvor du finder tropiske arter, der kun findes her på øen. Grunden til den storslåede natur er, at Chale Island ligger midt i et stort naturreservat. Udover de perfekte strande er det muligt at kaste sig over et væld af aktiviteter, såsom snorkling, dykning, kajaksejlads, fiskeri og paddleboarding.

 

Læs om Mombasas største attraktioner på Rickshaws rejseblog.

Watamu strand i Kenya
Kenya-tiwi-beach-mombasa
kenya-mombasa-strand-kameler-line-1024x685

Strandferie og badeferie i Zanzibars ø-rige i Tanzania

 

En af de mest populære strand-destinationer og måske den smukkeste ø i verden er uden tvivl Zanzibar, der ligger i Det Indiske Ocean ud for Tanzanias kyst. Egentlig er det lidt misvisende at betegne Zanzibar som en ø, da området ikke kun består af én enkelt ø, men er en øgruppe bestående af over 50 øer. Før i tiden var Zanzibar et travlt handelscenter og en vigtig havn for krydderiruten. I dag kan du se frem til en række af rolige øer, hvor du kan tilbringe mange timer med idylliske slentreture langs strandende med blødt, hvidt sand mellem tæerne. Her venter dig tropiske omgivelser i et fantastisk klima. Strandene er som taget ud fra et postkort, og de blide bølger fra det krystalklare vand bliver tilsyneladende afdæmpet af de kilometerlange kyststrækninger, som omslutter marinelivet. At kigge ud over det store hav og det skinnende turkise vand med hvide trekantede sejl på de maleriske, traditionelle fiske-dhows vil med stor sandsynlighed gøre dig åndeløs. Nyd de spektakulære solopgange fra østsiden eller drøm dig væk i de gyldne farver af en fantastisk solnedgang på den charmerende vestkyst. Frodig grøn vegetation står i skarp og levende kontrast til sandets renhed.

 

Unguja

Unguja er hovedøen og bliver i daglig tale kaldt for Zanzibar. Det er den ø langt de fleste besøger, når de skal på badeferie på Zanzibar. Især den nordlige og østlige del af kysten byder på utopiske strande, der opfylder den vildeste badeferie drøm. Nogle af de mest populære strande er Nungwi, Kendwa, Paje, Kiwengwa og Jambiani. Dog skal det siges, at listen er lang, og nærmest uanset hvor du tager hen, finder du smukke strande med svajende palmer, azurblåt hav, kridhvide sandstrande og fantastiske hoteller. Det er på hovedøen, at du kan besøge krydderiplantager, tage på lokale markeder, besøge lokale landsbyer og gå på opdagelse i den gamle, arabiske bydel Stone Town.

 

Pemba Island

Pemba er Zanzibars anden største ø og er langt mindre turistet end dens storebror, Unguja. Øen byder på smukke strande, men er nok mest kendt for det uspolerede koralrev, der giver mulighed for fantastisk snorkling og dykning. Pemba får langt mindre opmærksomhed end den verdenskendte hovedø og bliver ofte overset. Måske det er årsagen til, at den imødekommende og venlige lokalbefolkning kan leve i en rolig og afslappende atmosfære imellem krydderiplantager, frugttræer og tropisk vegetation.

 

Landskabet er bakket og langt mere frodigt og grønt end på de andre øer. Meget af kysten er dækket af mangroveskove og laguner. Store dele af øen er endnu uopdaget, og du vil have de fleste ting for dig selv, hvilket er den klare fordel ved at besøge Pemba fremfor Unguja.

 

Mnemba Island

Mnemba Island er en af de mindre øer på Zanzibar. Øen er privatejet og huser kun få, eksklusive lodges og hoteller. Det er derfor heller ikke muligt at besøge øen, hvis man ikke bor der. Øen ligger kun 3 km. fra Unguja og bliver ofte brugt til romantiske getaways over en dag eller to. Mnemba Island ligger lige ud til et marinereservat, der byder på noget af Østafrikas smukkeste og mest intakte koralrev. Her kan du være heldig at opleve delfiner, skildpadder, hvaler og nogle af de 600 forskellige arter af koralfisk.

 

Mafia Island 

Lad os starte med at slå fast, at hvis du er vild med at dykke, skal du helt klart besøge Mafia Island. Øen er nemlig kåret som en af verdens bedste dykkerdestinationer, og har sågar en marinepark opkaldt efter sig under navnet Mafia Island Marine Park. Her finder du havets svar på verdensklasse safari, hvor dyr og koraler lever i bedste velgående. Vandtemperaturen er behagelig og sigtbarheden er rigtig god. Byen på øen hedder Kilindoni og består mest af alt af hytter og et hyggeligt fiskersamfund. Strandene er lækre, men knap så paradisiske som på Unguja. På Mafia Island er den helt klare hovedattraktion havet og dets vidunderlige liv. 

 

På rejsebloggen kan du læse mere om Zanzibars attraktioner og om Zanzibars køkken.

tanzania-zanzibar-båd-line-1024x685
tanzania-zanzibar-indisk-ocean-line-1024x685
yoga zanzibar

Strandferie og badeferie på Madagaskar

 

Madagaskar er et sandt paradis, når det kommer til eksotisk natur og fantastiske strande. Der findes en flere tusind kilometer lang kystlinje og et utal af tropiske øer, der alle sammen byder på bounty-strande med et blåt, uimodståeligt hav og lange, sukkerhvide sandstrækninger. Ja, Madagaskar er i sandhed indbegrebet af paradisstrand og eksotisk badeferie.

 

Ifaty

Kyst- og fiskerlandsbyen Ifaty ligger på den sydvestlige side af Madagaskar nord for byen Tulear. Her finder du flotte tropiske strande og skøn natur med mangroveskove, laguner og koralrev. Der er mulighed for at kaste sig ud i en række aktiviteter både til lands og til vands. I havet kan du tage på snorkel- eller dykkerture, hvalsafari eller sejlture. Til lands kan du besøge det nærliggende skildpadde- eller fuglereservat, se smukke baobabtræer, ride på heste eller besøge de lokale fiskersamfund i området. Mange trekkingture slutter ved Tulear, og det gør Ifaty til det helt oplagte valg til en afsluttende badeferie.

 

Iles Sainte Marie

Øen Ile Sainte Marie, også kendt som Nosa Boraha, ligger ud for den nordøstlige kyst af Madagaskar. Her får du fornemmelsen af ægte, afslappende østemning med en imødekommende og smilende lokalbefolkning, der lever livet i et roligt tempo. På øen findes fantastiske strande med et omkringliggende koralrev, der giver anledning til at kaste sig ud i havet med snorkel og svømmefødder. Fra juni til september er det muligt at se pukkelhvaler, som kommer til området for at yngle. Iles Sainte Marie er i sandhed et rent tropeparadis, og det er prikken over i'et på en rejse til Madagaskar.

 

Iles Aux Nattes

Iles Aux Nattes er endnu et bud på en strand, som de fleste kun drømmer om at opleve. Øen ligger ved spidsen af Iles Sainte Marie, og er lokalt kendt som Nosy Nato. Der er ikke så meget at diskutere. Iles Aux Nattes er et rent paradis. Det er en klassisk tropeø med buede strande, svajende palmer og turkis vand med bølger, der slår over koralrevet, en varm brise og frodig, grøn vegetation. Hvad mere kan man bede om? Der er ikke så meget andet at lave på øen end at nyde verdensklasse strandene og bare livet generelt.

 

Nosy Be Island

Ved den nordvestlige kyst ligger øen Nosy Be i fredelige og paradisiske omgivelser. Øen er kendt som et af Madagaskars bedste svar på den perfekte strand. Vandet er krystalklart, strandene er kridhvide og palmerne svajer henover solstolene. På land ligger et uspoleret naturreservat, hvor det er muligt at opleve lemurer, fugle og kamæleoner. Til vands kan du dykke ned til det smukke koralrev, hvor du kan opleve rokker, klovnfisk, søstjerner og meget andet havliv. Du kan besøge kakao- og vaniljeplantager, vandfald og kratersøer eller tage på vandreture på de etablerede gangstier. Nosy Be er det optimale sted at slappe af efter en oplevelsesrig rundrejse på naturskønne Madagaskar. Øen er den perfekte kombination af afslappende badeferie og spændende aktiviteter.

 

Nosy Iranja

Syd for Nose Be ligger paradisøen Nosy Iranja. Øen består nærmest kun af en 1 km. lang strand og er lokalt kendt som 'Skildpaddeøen' grundet de mange, vilde skildpadder, der svømmer ud for øen. Det er næsten umuligt at tro sine egne øjne, når du ser vandet omkring Nosy Iranja. Farven er blændende blå, og strandene er hvide som kridt. Den romantiske, private ø ligger afsides, hvilket er med til at skabe en intim og hyggelig stemning.

 

Læs om Madagaskars bedste strande på vores blog. Her finder du også indlæg om Madagaskars stammefolk, Madagaskars natur og om vandring på Madagaskar.

nosy-iranja-madagascar
madagascar-nosy-iranja-adobe-stock-1024x685
Nosy_Iranja_Madagascar-adobe-stock-1024x685

Strandferie og badeferie på Mauritius, Maldiverne og Seychellerne

 

Når vi taler om idyllisk strand- og øliv, kan vi naturligvis ikke komme uden om paradisøerne Mauritius, Maldiverne og Seychellerne. Alt i alt kan disse øer let kombineres med enhver form for Afrika rejse, inklusiv safari i Sydafrika eller Østafrika. Disse tre stykker af paradis er blandt de mest utænkeligt dejlige ø 'get aways' i verden. En ferie på Mauritius, Maldiverne eller Seychellerne er den perfekte afslutning på en rejse til Afrika.

 

Mauritius

Østaten Mauritius ligger i Det Indiske Ocean 900 km. øst for Madagaskar. Mauritius er temmelig fristende for stort set alle: familier, eventyrere, golfspillere og fiskeentusiaster. Mauritius kan prale af enestående, blændende strande og samtidig kendte for sine klare blå farvande og hvide strande. Kan du ikke få nok solbadning kan du tage på udflugt på øen, som består af frodige skove og imponerende bjerge samt Black River Gorge Nationalpark, der er et godt sted at vandre. Du vil på Mauritius finde en overflod af kulturelle og historiske steder at besøge. Mauritius har over 160 km. strande, og det er derfor svært at vælge den bedste. Nogle af favoritterne er dog Grand Baie, Trou aux Biches, Ile aux Cerfs, Belle Mare Plage, Blue Bay, Flic en Flac og Le Morne. 

 

Maldiverne

Maldiverne er ofte den øgruppe, de fleste drømmer om at besøge, hvis de skal udvælge én badeferie destination i deres liv. Det forstår vi godt. Øgruppen er flere gange blevet kåret som verdens bedste sted at holde badeferie og faciliteterne er luksuriøse og lækre.

 

Meeru Island

Har du et ønske om at opleve det luksuriøse Maldiverne ja, så er Meeru Island det helt rigtige valg. Her har du mulighed for at bo i vandhytter, der er solidt plantet i Det Indiske Ocean, omgivet af tropiske sandstrande og hvad der nok er verdens klareste vand. Øen er et fuldstændig uvirkeligt paradis, som opfylder de vildeste drømme om en once-in-a-lifetime badeferie. Resortet byder på lækker indkvartering og der er rigeligt med aktiviteter at kaste sig over. Du kan dyrke forskellige vandsportsaktiviteter som snorkling, dykning, køre på vandscooter, sejle i katamaran, windsurfe, sejle i kajak eller stå på vandski. Der bliver fra hotellets side arrangeret forskellige børnevenlige aktiviteter, men det er samtidig muligt at arrangere romantiske getaways for par eller booke en afslappende spaoplevelse.

 

Veligandu Island

Veligandu Island er en anden smuk perle i Det Indiske Ocean. Det er en lille, romantisk ø med pulverhvide strande, azurblåt vand og et fantastisk resort. Der er rigeligt med aktiviteter, hvor de fleste foregår i det krystalklare vand, hvadend det er sejlads, dykning eller noget helt tredje. De postkortlignende omgivelser fuldender oplevelsen på den tropiske paradisø, hvor svajende palmer, et sprudlende havliv og luksuriøse faciliteter danner rammerne om en uforglemmelig rejse til Maldiverne.

 

Seychellerne

Seychellerne er en ø-gruppe bestående af 115 øer, der alle er kendte for et helt absurd blå hav med sand, der er så hvidt, at det nærmest skærer i øjnene. Hvis du kan forestille dig billeder af lænende palmer, hvide strande, frodig vild natur, bløde stenformationer og krystalklart vand, kan det sagtens være et indre billede af Seychellerne. Her kan du trække ind i det frodige, bjergrige indre eller dykke ned i dybderne ved Shark Bank eller tage på øhop over øhavet, mens du tager på opdagelse på junglestier og i øde bugter. Nogle af Seychellernes bedste strande er Anse Source d'Agent, Anse Intendance, Anse Lazio, Beau Vallon, Honeymoon Beach, Anse Georgette, Anse Louis, Petite Anse og Anse Cocos.

 

 

Belle Mare Beach på Mauritius i Afrika
Strand på Seychellerne i Afrika
maldiverne-meeru-resort-1024x685

Strandferie og badeferie i Sydafrika

 

I Sydafrika finder man rå strande omgivet af smuk natur. Strandene er ofte mærket af den stærke vindstrøm, men det er samtidig med til at danne store bølger, som er et ønskescenarie for enhver surfer. Man skal derfor ikke satse på Sydafrikas strande, hvis man leder efter bounty-strande og rolige vand- og vindforhold. Er man derimod til en strandferie med dramatisk natur og actionfyldte oplevelser, er Sydafrika det helt rette valg.

 

Cape Town

Området omkring storbyen Cape Town i Western Cape provinsen er kendt for nogle af Sydafrikas flotteste strande, som blandt andet Muizenberg, Clifton Beach, Mossel Bay, Camps Bay, Plettenberg Bay og False Bay, hvor det er muligt at besøge en stor koloni af pingviner ved Boulders Beach.

 

Durban

Durban ligger på Sydafrikas østkyst og er et sandt mekka for vandhunde. Byen er først og fremmest kendt som en af Sydafrikas storbyer, men langs den 6 km. lange havnepromenade, ligger fantastiske strande i et behageligt, tropisk kystklima. Omgivelserne giver gode betingelser for verdensklasse surfing, og der er gode muligheder for at dykke eller snorkle.

 

Port Elizabeth

Port Elizabeth er Sydafrikas femte største by, og er kendt som en fantastisk surfing destination. Kysten har beliggenhed ud mod det Indiske Ocean og ligger i Eastern Cape provinsen. Byen fungerer ofte som start eller slut på den berømte køretur Garden Route, og det er derfor helt oplagt at bruge et par dage i byen. Tæt ved Port Elizabeth ligger Jeffreys Bay, som også byder på smukke strande og fantastisk surfing.

 

Knysna

Knysna ligger i centrum af Garden Route, og byen har en tiltrækningskraft, der får de fleste til at bruge en dag eller to ved stranden. Knysna ligger ud til det Indiske Ocean og byder på turkis, funklende vand i smukke naturomgivelser.

 

Sydafrikas kyster inviterer ikke til badeferie som i det østlige Afrika og på de afrikanske øer, men til gengæld er der mulighed for at udforske og dyrke en lang række spændende marineoplevelser i Sydafrika.

camps-bay-sydafrika-strand-jumpstory-1024x685
boulders-beach-sydafrika-jumpstory-1024x683

Strandferie og badeferie i Vestafrika - Ghana og Senegal

 

Ghana

Skal man udnævne Vestafrikas primære badeferie destination, må Ghana løbe afsted med titlen. Landet har i flere år været kendt som et godt bud på en destination, der byder på lækre resorts og forfriskende strande. Ghana har en lang kystlinje på intet mindre end 560 km. Langs kysten grænser mange smukke strande med forskellige sand- og stenstrukturer op til Atlanterhavet. Strandene byder på et mere dramatisk udseende med en autentisk stemning. Nogle af Ghanas bedste strande er Labadi Beach, Ada Beach, Kokrobite Beach, Elmina Beach, Busua Beach og Cocoloco Beach. På vores rejseblog kan du læse rejsetips til Ghana, om Ghanas politiske arkitektur, Ghanas festivaler og meget mere.

 

Senegal

Er man på en kulturrejse i Senegal, er det værd at lægge vejen forbi en af landets mange smukke, uspolerede strande. Landet har en 530 km. lang kyststrækning, som byder på tropisk stemning og uforstyrret solbadning. De bedste strande finder du omkring Cap Skirring og hovedstaden Dakar. Strandene ved Cap Skirring er uspolerede og øde, selv under højsæsonen. Hvis du er i Dakar, er de bedste strande Soumbédioune og Secret Beach. Soumbédioune er en tidligere fiskerilandsby. Secret Beach er en favorit blandt surfere, men den stærke strøm kan være farlig at svømme i. Besøger du byen St. Louis, finder du også her nogle fine strande, som er hver at bruge en dag eller to ved. Læs om Senegals natur og Senegals kulturliv på vores rejseblog.

 

Kanoner i Ghana
Butre Axim i Ghana
saint-louis-senegal-04

Guide

 

Rickshaw guide til strande og badeferier i Afrika

 

På vores rejseblog kan du hente meget mere inspiration og finde information om Afrikas mange eksotiske kyster og lokkende strande.

Blog - Watamu strand i Kenya
Blog - Oplevelser på Zanzibar
Blog -madagaskars strande
Blog - Marineoplevelser i Sydafrika
Blog - De 10 lækreste strande i Afrika
Blog - Rejseanbefaling- Jambo! Rejs til Kenya og Zanzibar
BLOG ren madglæde på Zanzibar
Blog - Overraskende skattekiste af naturoplevelser Senegal

Guide til de 10 lækreste strande i Afrika

 

Læs her om de 10 lækreste strande i Afrika. ’Life is better at the beach’ – et motto som de færreste kan være uenige i. Så derfor har vi lavet en liste med nogle af de aller bedste strande i Afrika. Byt den travle hverdag herhjemme ud med en romantisk ferie, kvalitetstid med familien eller hæng ud med venner på et af disse smukke steder. Hvilken afrikansk strand bliver din næste ’get-away’?

 

 

1. Anse Source d’Argent, Seychellerne

Seychellerne er en af de mest romantiske destinationer, og udgør mere end 115 øer midt i oceanet. Anse Souce d’Argent er beliggende nord fra La Digue, og er den mest populære samt mest fotograferede strand i verden. Et aldeles perfekt valg til bryllupsrejsen, hvor det klare blå vand også gør det til den ultimative snorkle-oplevelse. Det bedste tidspunkt at stikke fødderne i vandet her er mellem maj og september.

 

2. Nungwi Beach, Zanzibar

Zanzibar er omringet af smukke strande. Dog synes vi, at Nungwi stranden er den bedste af dem alle. Kridhvidt sand så fint som kartoffelmel og klart blågrønt hav vil efterlade dig som tryllebundet. Stranden er en perfekt get-away, hvor du ud over afslapning også kan nyde godt af de nærliggende hyggelige barer. Zanzibar har et dejligt varmt klima året rundt, og det bedste tidspunkt at besøge denne smukke ø er mellem juli og februar.

 

3. Belle Mare Beach, Mauritius

Denne strand finder du på østkysten af Mauritius og i tæt nærhed til Mahebourg by, som er en af de største byer på Mauritius. Det er en af de smukkeste og længste strande på Mauritius. Langs østkysten er der ikke mange aktiviteter at lave på stranden, og den er meget mindre besøgt end strandende på nordkysten. Belle Mare er ideel for par, der søger tilflugt fra hverdagen for i stedet at bruge kvalitetstid sammen. Det bedste tidspunkt at komme på besøg er fra november til april.

 

4. Skeleton Coast, Namibia

Skeleton Coast er muligvis det mest uberørte sted i Afrika, og en fantastisk location, hvor de konstante bølger brager mod stranden og tiltrækker mange surfere fra hele verden. Det brutale terræn er endda vært for et overraskende mange vilde dyr. Elefanter, der vandrer gennem sandet, har tilpasset sig ørkenen. Det siges endda, at disse store kæmper nyder at glide ned af klitterne, mens giraffer, løver, zebraer og hyæner kan findes i forskellige områder, hvor de kappes for at overleve.

 

5. Camps Bay, Sydafrika

Camps Bay er en af Sydafrikas mest berømte strande. Den er smukt beliggende ud til Atlanterhavet ved foden af ’Twelve Apostles’ bjergkæden, og samtidig tilstødende til Taffelbjerget. Camps Bays lange strækning er perfekt til solbadning og andre strandaktiviteter. Stranden er sikker, ren og familievenlig. Det bedste tidspunkt at komme her er mellem december og februar.

 

6. Diani Beach, Kenya

Med en beliggenhed på Mombasas sydkyst blev Diani Beach stemt til den 3. bedste strand i Afrika ifølge Travellers Choice Award 2015. Og ikke uden grund. Med en fejlfri strækning af hvidt sand indrammet af frodig skov og kysset af surfervenlige bølger, er det ikke underligt Diani Beach er så populær. Kitesurfing, snorkling og surfing er yderst populært her. Samtidig finder du nogle af de bedste hoteller og lodges i Kenya. Vil du til Mombasa og opleve de smukke strande er det bedste tidspunkt for et besøg mellem november og marts.

 

7. Grotto Beach, Hermanus i Sydafrika

Grottos uspolerede kystlinje og førsteklasses faciliteter gør dette sted til et populært rejsemål for både kreative sandslots entusiaster, solbadere og for dem som blot længes efter at gå langs stranden med bare tæer i det dejlige bløde hvide sand. Grotto Beach udmærker sig som en eksklusiv badeby med smuk udsigt ud over Walker Bay, som er et beskyttet Hval-fristed. Med nogle af de bedste landbaserede hvalsafarier i verden er dens uberørte strande absolut et besøg værd. Vejret er bedst fra november til marts.

 

8. Cape Maclear, Malawi

Denne strand er kendt for sine honningfarvede strande. Strandende og det klare vand gør også dette sted perfekt til snorkling såvel som kajakroning, hiking og dykning. Det bedste besøgstidspunkt er mellem april og november.

 

9. Bazaruto, Mozambique

De idylliske øer i Bazarutos øhav i Mozambique er kendte for deres uspolerede skønhed og forskellige økosystemer. Bazaruto er i øvrigt den støreste ø i dette øhav. Det er et fantastisk fredfyldt og afslappende sted, hvor du kan nyde smukke solnedgange og fordybe dig i forskellige vandaktiviteter på og ved stranden. Besøg stedet mellem juni og september.

 

10. Sainte Marie Island, Madagaskar

Den tropiske ø Sainte Marie ligger ud for det østlige Madagaskars kyst. Øens hvide sandstrande og det varme vand året rundt gør dette til en ideel lokation for rejsende. Hvis du er heldig, er der endda mulighed for at opleve pukkelhvaler, ligesom du kan dykke blandt smukke koralrev.

Skeleton Coast-strand-namibia
camps-bay-sydafrika-strand-jumpstory-1024x685
seychellerne-strand-jumpstory-natur-1024x685
Diani Beach, Kenya

Fakta

 

Fakta om Rickshaws badeferier og strandrejser

 

Generel information om Rickshaws strandferier

 

Hos Rickshaw tilbyder vi strandferier til mange destinationer på det afrikanske kontinent. Fælles for rejserne er, at de er skræddersyet efter dine ønsker og behov. Strandferien kan fungere som det gennemgående tema på rejsen, men det kan også kombineres med safari, trekking eller noget helt tredje.

 

Strandferier i Afrika er mere end blot palmer, hvide strande og afslapning dagen lang. På langt de fleste destinationer findes der en masse spændende aktiviteter, som kan gøre strandferien til en oplevelsesrig en af slagsen. Besøg kæmpe skildpadder på Prison Island, tag på dykker- eller snorkeltur i Det Indiske Ocean, gå på opdagelse i den arabisk inspirerede bydel Stone Town, oplev dyrelivet på Madagaskars eksotiske øer eller sejl ud for Mauritius smukke kyststrækning. Mulighederne er mange, og vi hjælper gerne med inspiration til, hvad strandferien kan byde på.

 

Vi prioriterer lokale og autentiske lodges, resorts, hoteller og bungalows, hvor komforten er god og servicen er i top. Hotellerne ligger ofte direkte ud mod vandet, så du kan nyde præcis det, du kom for - nemlig de blå bølger og den bløde sandstrand. Vores rejser er skræddersyede, så det er muligt at imødekomme dine ønsker og behov til indkvarteringen.

 

Så snart du kontakter os, begynder planlægningen af din strandferie. Vi sørger for sammensætningen af rejseprogrammet samt at alt det praktiske er i orden. Det er lige fra du ankommer i lufthavnen til du igen har fødderne på dansk jord. Vi sætter en ære i at arrangere rejsen, du aldrig glemmer. Vi glæder os til at høre fra dig, og ser frem til at sende dig på dit livs bedste strandferie.

 

FAQ

 

Ofte stillede spørgsmål til badeferier og strandrejser i Afrika

 

 

Kan man komme på badeferie i Afrika?

 

Ja, der findes et utal af eksotiske badeferie destinationer i Afrika.

 

 

Hvor kan man tage på strandferie i Afrika?

 

Man kan tage på strandferie ved nogle af de lækre strande i det vestlige, sydlige eller østlige Afrika. Nogle af favoritter er Zanzibar, Seychellerne, Saint Marie Island, Nosy Be Island, Mauritius og Mombasa.

 

 

Trustpilot