Find din rejse til Afrika her:

 

Transport Ghana

28

sep

Rejsetips til Ghana

Praktiske oplysninger og rejsetips til Ghana

I denne artikel har vi samlet en række praktiske tips til dig, der skal rejse til den vestafrikanske kulturperle Ghana. Her venter dig først og fremmest fascinerende kolonihistorie og autentisk farverig folklorekultur. Lad os klæde dig på til dit rejseventyr på Guldkysten.

 

Flyruter til Ghana

Adskillige internationale flyselskaber, her iblandt KLM, British Airways og Delta Airlines, flyver regelmæssigt til Ghana fra større byer i Europa, USA, Afrika og Mellemøsten.

 

Pas og visum

Pas er påkrævet ved indrejse til Ghana. Danske statsborgere skal søge visum inden indrejse til landet. Du skal på forhånd søge om visum gennem den ghanesiske ambassade i København, og du vil ved ankomst få et stempel i dit pas. Passet skal være gyldigt i minimum 6 måneder efter hjemrejse. Reglerne for visum kan ændre sig, så du bør altid holde dig opdateret via Udenrigsministeriets hjemmeside.

 

Vaccinationer og malariaforebyggelse

Det er påkrævet, at indrejsende er vaccineret mod gul feber, og det skal kunne bevises i det gule vaccinationskort.
Malariamyg lever i det meste af Ghana, så det er vigtigt at medbringe myggebeskyttelse, såsom myggespray. De fleste lodges tilbyder myggenet på værelserne.

Da Rickshaw Tours & Travel som rejsebureau ikke må rådgive omkring vaccinationer og medicin, anbefaler vi, at du henvender dig til din egen læge vedrørende yderligere information om vaccinationer, samt evt. for malariapiller.

 

Geografi og klima

Ghana ligger med Atlanterhavet mod syd, Elfensbenskysten mod vest, Togo mod øst og Burkina Faso mod nord. Ghana tør siges, at være et tropisk land. Den sydvestlige del ligger i den varme og våde skovzone, der mest af alt minder om Amazonas jungle.
Hovedstaden Accra ligger i den tørre, ækvatoriske zone. Byen Kumasi ligger i det våde savanneområde 4-11 grader nord for ækvator. Ghana har en kyststrækning på 540 km.

Regnsæsonen i det nordlige Ghana ligger fra april til oktober. Resten af året er der varmt og tørt med dagtemperaturer op til 38 grader. I den sydlige del falder regnen fra april til juni og igen fra september til oktober. De andre måneder af året ligger temperaturerne typisk mellem 21-31 grader. Under regnsæsonen falder regnen typisk på én gang i løbet af dagen. Det regner altså sjældent hele dagen, som vi kender det herhjemme i Danmark.

 

Det rigtige tøj

 

Siden klimaet er varmt og tropisk året rundt, er det en god idé at medbringe løst og luftigt bomuldstøj. I den koldeste tid af året er en langærmet trøje eller en tynd cardigan eller sweater nok til at holde varmen. Glem ikke dine solbriller og husk gode sko til at gå rundt i. Påklædningen er en smule konservativ i Ghana, og generelt går de lokale i lange bukser. Shorts skal gerne gå ned til knæene, og afslørendet tøj med kik til hud eller tøj med provokerende tekst regnes for upassende.

Under regnsæsonen fra april til september er det en god ide at medbringe regntøj eller et regnslag, da her kan komme kortvarige, men kraftige regnskyl.

 

Elektricitet

Dit elektriske udstyr skal kunne tage 220/240 volt. Sørg for at medbringe en adapter, da stikkene kan både være britiske eller europæiske, der kan være både 2 og 3-benet.
Desuden er der ofte strømsvigt og manglende gadelys i Ghana, så en lommelygte eller pandelampe er en nødvendighed.

 

Penge og Valuta

Ghanas valuta hedder Cedi (GHS) og kommer i sedlerne 50, 20, 10, 5 og 1. Mønterne findes som 1 GHS og som 50, 20, 10, 5 og 1 pesewas. 1 GHS svarer til ca. 1,3 DKK. Udenlandsk valuta kan veksles i Forex banker i de større byer i hele landet.
Udover Forex banker kan nogle af de kommercielle banker også veksle din valuta. Bankerne holder normalt åbent fra 8.30 til 16.00 fra mandag til fredag. Nogle banker holder også åbent lørdage fra 9.00 til 14.00.
De fleste større banker har hæveautomater udvendigt på bygningen, som kan bruges hele døgnet rundt. De fleste automater tager VISA og en række andre kreditkort.

 

Rejsechecks

Alle banker og Forex bureauer accepterer rejsechecks, dog kan kursen være en smule lavere, end hvis du veksler kontanter.

 

Kreditkort

De mest bredt accepterede kreditkort er VISA og Mastercard. Disse kort accepteres hos større hoteller, restauranter, banker og forretninger. Vær altid opmærksom, når du bruger dit kreditkort, for at undgå svindel.

 

Drikkepenge

Det er kutyme, at man giver drikkepenge i Ghana. Du er derfor meget velkommen til at give drikkepenge til hoteller, restauranter osv. Der tilføjes sjældent drikkepenge til regningen. Kvaliteten af servicen bør afspejles i drikkepengene, hvad end det er til tjeneren, taxichaufføren, portøren, turguiden osv.
Som tommelfingerregel ligger drikkepenge til din guide på 5-10 dollars per person, per dag. Drikkepenge til restauranten og tjenerne er som tommelfingerregel 10% af regningen og til rengøring, portører osv. ligger det på omkring 1 dollar.

 

Hoteller

 

Ghana tilbyder et bredt udvalg af overnatningsmuligheder og flere nye hoteller opstår på baggrund af den voksende økonomi fra turismeindustrien. Hotellerne findes både i centrum og udenfor byen i form af hoteller og lodges af forskellige standarder og kvalitet.
Hotellerne er klassificeret efter internationale stjerner med 5 stjerner som det højeste og 1 stjerne som det laveste. Udover det findes lokale budgethoteller med et minimumskrav til hygiejneforhold og komfort. Hotellerne skal alle have en licens udstedt af Ghana’s Tourism Board, og den skal fremvises i hotellets reception.

Du bør også være opmærksom på, at der ikke altid er toiletpapir på de offentlige toiletter, så medbring gerne en rulle, du kan have med i tasken, når du er på tur.

 

Kurer- og mobilservices

De fleste større hoteller tilbyder kurerservices.
Ghana har 6 teleselskaber, der tilbyder mobilservices til data og opkald. Med gyldigt ID eller pas er det muligt at få fat i et simkort fra et af selskaberne. Her kan du ringe op for billige penge indenfor landets grænser, og du kan samtidig modtage opkald fra Europa. Dog til en noget dyrere pris.

 

Underholdning

De fleste af Ghanas større byer tilbyder en lang række aktiviteter og nogle, som kan nydes om aftenen såsom teaterforestillinger, biografer, diskoteker, pubs & barer, gadecafeer og kasinoer.
En god idé er at kontakte hotellets reception, som kan forklare dig, hvad og hvor aktiviteterne foregår.

 

Ved tilfælde af sygdom

I alle de større byer er der både private og offentlige moderniserede hospitaler til rådighed.
Du bør altid tegne en rejseforsikring inden afgang for at sikre, at du er dækket i tilfælde af sygdom eller ulykker på rejsen.

 

Nødkontakter

Generelle nødopkald – 999
Brand – 192
Ambulance – 193
Hospitaler
Korle Bu – 0302-665401, 0302-673033-34
Ridge – 0302-228382
37 Military hospital – 021-776111-5l
SSNIT Hospital – 021-776787
Tema General Hospital – 022-302094, 022-302695
Accra Psychiatric Hospital – 0302-228688
Nyaho Clinic – 027775341
Lister Hospital – +233 302 812 325, +233 302 812 326, +233 244 313 883
Omni Health Services.

 

Barberer og frisører

Er tilgængelig i gadesaloner og ved de fleste hoteller.

 

Vasketøj

Tilgængeligt hos stort set alle hoteller mod et mindre beløb.

 

Drikkevand

Det er muligt at drikke vandet fra hanen. Dog anbefaler vi for en sikkerheds skyld, at man altid drikker flaskevand, der kan købes på hoteller og i supermarkeder.

 

Områder til fotografering og filmning

Det er ikke tilladt at tage billeder og filme ved Christiansborg Castle, Osu Flagstaff House, ambassader og militære bygninger. Alle andre steder er det tilladt. Det er dog altid en god idé at spørge pænt om lov, hvis du ønsker at tage billeder af personer i det offentlige rum.

 

Transport

Kotoka International Airport

Kotoka International Airport (KIA) ligger i hovedstaden Accra. Det er Ghanas største indgangsportal til landet, og her kommer folk fra hele verden. KIA har også FAA godkendelse som kategori 1 i sikkerhed. På nuværende tidspunkt flyver 22 luftfartsselskaber til KIA med mere end 170 ugentlige fly til og fra 36 internationale destinationer verden over.

 

Transport til og fra lufthavnen

Det er muligt at bestille taxi og lejebil i lufthavnen.
Taxi priserne aftales på forhånd og varierer efter, hvor mange passagerer, der skal med. På den måde kan I slå jer sammen med andre rejsende og få en billigere pris.

 

Lufthavn lounges

Faciliteterne i lufthavnens lounge inkluderer duty free butikker, restauranter, barer og siddeområde. Ghana Airways har en ”Akwaaba” lounge til first class og business class rejsende.

 

Etikette

Sådan hilser man

Det at hilse på hinanden har en vigtig social funktion, der indikerer, at man er åbensindet og interesseret. Hvis du ikke hilser, kan det opfattes som, at du er ligeglad med den anden part.
Smil er altid den hurtigste og varmeste måde at hilse på og signalere imødekommenhed, så et varmt smil er en klar vinder!
Et håndtryk er en populær måde at hilse på hinanden i Ghana, især blandt mænd.
Hvis du skal hilse på en stor gruppe af mennesker, bør du starte fra højre og gå mod venstre.

 

Brug venstre hånd

Det kan lyde en smule fjollet, men venstre hånd har en række begrænsede funktioner i Ghana. Faktisk er det at bruge venstre hånd til bestemte ting helt bandlyst. Det er grunden til at ghanesiske mænd, der bærer traditionelt tøj, kaster stoffet over den venstre hånd.
Undgå at modtage eller give noget med venstre hånd. Det er desuden en god idé ikke at vinke eller pege noget ud med venstre hånd.
Hvis du er venstrehåndet kan det være lidt af en udfordring, og det vil derfor ikke opfattes som ubehøvlet, hvis du bruger venstre hånd.

 

Besøg i lokale landsbyer og paladser

Landsbyernes høvdinger sætter pris på besøg fra turister. Der er dog bestemte skikke, man bør følge. Når du skal hilse på høvdingen, går du ham i møde og stopper op på kort afstand fra, hvor han sidder. Det er god skik at bukke for høvdingen, og han vil muligvis invitere dig over for at give dig hånden. Det samme gælder besøg til paladser, og hvis du møder kongen.

Normalt taler man ikke direkte til høvdingen eller kongen. Kommunikationen foregår derimod gennem en talsmand, en såkaldt ”Okueame”, der videregiver beskeden til høvdingen eller kongen. Det er en interessant måde at kommunikere på, som har været brugt i mange år.
Ofte medbringer besøgende ofringer og gaver til værten. Dette kan være i form af aromatiske snaps, gin eller penge. Beløbet eller mængden afhænger af gruppens størrelse, gavmildhed og begejstring.

 

Se vores rejser til Ghana her.

 

Flere spændende indlæg på rejsebloggen

Skræddersyede rejser med erfaring siden 1988!

Hvis du har helt særlige ønsker til din rejse, hjælper vi dig gerne med at skræddersy lige netop den ferie, du og din familie drømmer om. Hos os har kundetilfredshed højeste prioritet, og vi gør vores ypperste for at du får rejsen, du aldrig glemmer.

+45 6075 6075

Einar

Nana

Mathias