Find din rejse til Afrika her:

 

Kilimanjaro: Marangu Ruten


 

9 dage
Med engelsktalende lokalguide


Marangu ruten er en af de mere populære ruter op ad Kilimanjaro, idet man under vandringen sover i hytter frem for telte i de forskellige base camps op ad bjerget. Hytterne er installeret med senge og dette kan for nogle bidrage til et mere komfortabelt trek.

Som trekket forløber, bemærker du hvordan hvordan landskabet og floraen forandres jo højere du kommer op. Forandringerne er fantastiske, som du vandrer over åbent græsland, hedelandskab, og ørkenområder for herefter at nå til alpin ørken og arktisk klima på toppen. Under det meste af trekket vil der være udsyn til Kilimanjaros tre vulkanmassiver: Shira-, Mawenzie,- og Kibo plateauerne.

 

Eftermiddagen inden du påbegynder bestigningen op ad Kilimanjaro, bruger du en halv dag med din guide, hvor I sammen gennemgår udstyr. Du får ligeledes en grundig gennemgang omkring hvorledes trekket skal forløbe. Du tilbringer natten på et mindre hotel i Moshi, en mellemstor by som ligger i Kilimanjaros skygge nær indgangen til nationalparken.

 

Gode råd om højdeakklimatisering

 

Skræddersyede Rejser med Rickshaw Tours & Travel


Hos Rickshaw Tours & Travel er vi specialister i, at skabe skræddersyede rejser til det afrikanske kontinent. Alle vores rejser bliver designet efter dine ønsker og behov, og vi står til enhver tid klar til, at hjælpe med råd og vejledning om din næste rejse. Hvis du har spørgsmål til bestigning af Kilimanjaro, er du altid velkommen til at kigge forbi vores kontor eller kontakte os på telefon eller mail.

 

Kilimanjaro: Marangu Ruten


Dag 1 Velkommen til Tanzania


Du ankommer i Kilimanjaro Airport om aftenen, hvor du bliver modtaget af en repræsentant fra Rickshaw Gruppens kontor i Arusha. Han vil køre dig til din lodge i Moshi, hvor du er indkvarteret i to nætter inden jeres Kilimanjaro trek.

 

Indkvartering: Bristol Cottages inkl. morgenmad

 

Dag 2 Moshi


Brug dagen på afslapning eller tag på udforskning i Moshi, som er en hyggelig by for foden af Kilimanjaro. Om eftermiddagen skal du mødes med din bjergbestignings-guide på turen, og sammen med ham gennemgår du dit udstyr samt bliver briefet om dit forestående Kilimanjaro-trek. Resten af aftenen kan du bruge på at lade op til den store dag.

 

Indkvartering: Bristol Cottages inkl. morgenmad

 

Dag 3: Mandara Hut


Du bliver hentet ved dit hotel og kører til Marangu parkindgang. Her hilser du på dit erfarne bjergbestignings-team, som i samarbejde med din guide vil sørge for højt serviceniveau, mens du er på bjerget. Teamet består af portere, der bærer dine tasker, kokke, der sørger for ”brændstof” til dit trek og selvfølgelig din guide, som skal føre dig op ad bjerget.

Registrering for at opnå tilladelse til at gå op på bjerget vil tage ca. en time.

Første del af eventyret begynder med at vandre gennem tæt regnskov bestående af bregner, buske, planter og træer – måske lægger du også mærke til den sjældne rød-gule orkide, som er en lille fin blomst, der udelukkende findes i Kilimanjaros regnskov. Med lidt held, kan det være, du får et glimt af de sorte og hvide colobus aber.

Trekket i dag er kort med en vandring på ca. 4 timer. Det er en forholdsvis let dag, og dermed en fin introduktion til din vandring op ad Kilimanjaro.

Du spiser varm frokost undervejs.

Ved ankomst til campen bliver du indkvarteret i en lille hytte med senge og plads til dit grej. Din kok sørger for nærende aftensmad, så du har masser af brændstof til næste dags vandring.

 

Overnatning:   Hytter i Mandara Hut

 

Dag 4: Horombo


Dine vandredage starter hver morgen med et solidt morgenmåltid, for at du har brændstof til at gå mange timer hver dag. Det arbejdsomme mandskab pakker telte og tasker sammen og er højst sandsynligt på farten inden én selv, for at nå til den næste camp. Sammen med din guide går du videre gennem det sidste stykke af regnskoven, men det varer ikke længe før du når til udkanten af skoven og der åbner sig et goldt og stenet terræn. Samtidig vil en smuk udsigt til Kilimanjaro åbenbare sig.

Guiden vil ind imellem bede dig om at gå langsomt (’pole-pole’, som det hedder på swahili), jo højere du kommer op i de tyndere luftlag. Dette er en kærlig reminder om, at i langsomt tempo, vil du have større chance for at undgå højdesyge.

Trekket i dag er på ca. 5-7 timer og du spiser frokost undervejs

Temperaturen vil om natten falde til under frysepunktet og du vil så småt kunne mærke, at du befinder dig i tyndere luftlag.

 

Overnatning: Hytter i Horombo Hut

 

Dag 5: Akklimatiseringsdag


Dagen i dag bliver brugt på akklimatisering, og er derfor meget vigtig for din videre færden. Du kan sammen med din guide tage en vandretur op over campen til den lavere del af kratersadlen og videre til Zebra Rock, som er utrolig smuk med sine farvespil på den store klippevæg. Herefter går du tilbage til campen, hvor du kan slappe af og lade op til de næste dages udfordringer.

Horombo Hut fremstår som en mini landsby af hytter, der er placeret på små plateuer og med bygninger, der ligner dem i Mandara Hut. Her er plads til 160 bjergbestigere og man vil kunne mærke en atmosfære fyldt med eventyr og tilfredshed fra de summende hikere, guider og portere.

 

Overnatning: Hytter i Horombo Hut

 

Dag 6: Kibo Hut


Dagen starter tidligt og er på 9 km. hvilket svarer til ca. 6 timers vandring. Du vil mærke, at du har fået den gode vandrerytme ind i kroppen og er spændt på turens højdepunkt – ’den store finale’ på toppen af Kilimanjaro.

Vandringen i dag påbegyndes i hedelandskab og slutter med en lang vandring i ørkenlignende landskab. Mens du går, har du frit udsyn til Kilimanjaros smukke sneklædte top. Snart er det dig, der står deroppe.

Når du ankommer til Kibo Hut, er luften meget tynd. Gå rundt og akklimatiser og forbered dig til natten, hvor turens sidste stigning påbegyndes.

Efter aftensmad går du tidligt til køjs sammen med de andre hikere og sover nogle timer.

 

Overnating: Hytter i Kibo Hut

 

Dag 7: Uhuru Peak/Horombo Hut


Kort før midnat bliver du vækket af din guide og kokken, som står klar med varme drikke og snacks. Du gør klar til den sidste store vandretur op ad bjerget og turens højdepunkt – nemlig Uhuru Peak i 5.896 meters højde.

Det er en hård strækning og derfor er det vigtigt at have en positiv indstilling for at øge chancerne for at kunne nå det sidste stykke. Den stenede sti zig-zagger op ad bjerget og kl. ca. 5.00 når du til Stellas Point i 5.756 meters højde – forhåbentlig tids nok til at nå at se solen stå op over Afrikas endeløse sletter. Du skåler i varme drikke med de andre vandrere, inden du fortsætter det sidste stykke mod Uhuru Peak. Normalt vil der være sne det sidste stykke vej til toppen. Trætheden melder sig, men alle dine anstrengelser belønnes med en helt fantastisk udsigt til blå isgletchere og den smukke flade savanne under dig. Du befinder dig nu i højalpine omgivelser, hvor der kan være ned til minus 25 grader – samtidig kun et stenkast fra Ækvator.

Tag billeder, som bevis på at du har været på Kilimanjaros smukke sneklædte top og fortsæt her efter vandringen ned til Kibo camp. En vandring på ca. 4 timer.

I campen tager du dig en kort lur (hvis tiden tillader det) og står op til varm frokost inden nedstigningen fortsætter til Horombo Hut. Trekket ned ad går hurtigt og du tager dig selv i at gå og summe over den fantastiske bedrift, du lige har opnået – en oplevelse, der aldrig vil blive glemt.

 

Overnatning: Hytter i Horombo Hut

 

Dag 8: Marangu Gate


Efter en god nats søvn og morgenmad fører turens sidste trek dig ned gennem regnskoven via Mandara Hut og videre til Marangu Gate. Ved gaten modtager du dit bevis på den flotte bedrift og tager festlig afsked med din guide, kokke og portere. Herefter bliver du hentet af din chauffør, som kører dig tilbage til dit hotel i Moshi, hvor du kan tage dit et tiltrængt bad og en velfortjent øl.

 

Brug resten af dagen som du har lyst inden det er tid til at gå til ro.

 

Indkvartering: Bristol Cottages inkl. morgenmad

 

Dag 9 Hjemrejse


I dag vågner du op, muligvis med en vis udmattelse i din krop endnu. Spis morgenmad på lodgen, hvorefter din chauffør henter dig og kører dig til lufthavnen, hvor du tager flyet hjem til Danmark, pakket med gode minder om en særlig rejse til Tanzania og Kilimanjaro.

 

Kilimanjaro: Marangu Ruten


Vaccinationer
Gul feber:        Ikke nødvendig
Hepatitis A:     Kontakt venligst egen læge
Malaria:           Kontakt venligst egen læge
Andet:              Kontakt venligst egen læge

 

Få 10% rabat på vaccinationer
Når du bestiller en rejse hos Rickshaw Tours & Travel kan du spare 10 % på vaccinationer. Vi samarbejder med Jysk Rejsevaccination: www.avac.dk. For yderligere oplysninger forhør dig hos os.


 

Forsikringer
Rejseforsikring:                Anbefales for lægehjælp, hospitalsophold samt hjemtransport i tilfælde af sygdom
Afbestillingsforsikring:    Bestilles senest på tidspunkt for indbetaling af depositum

 

Forsikringer kan købes hos Rickshaw Tours & Travel. Vi samarbejder med Gouda Rejseforsikring

 

Visa
1 x VISA påkrævet. Kan købes kontant i lufthavnen ved ankomst ( USD 50)

 

Afrejse fra
Aalborg / Billund / København

 

I øvrigt
Rickshaw Tours & Travel bestræber sig i videst mulige omfang at afvikle rejsen iht. ovennævnte beskrivelse. Der tages forbehold for prisstigninger og omstændigheder, der kan medføre nødvendige ændringer i rejseplanen og indkvartering mv.

 

 

Kilimanjaro: Marangu Ruten


fra23.850,-

 

 

 

 

Pris

Fra DKK 23.850,- pr. pers. i delt dobbeltværelse

 

Inkluderet i prisen

Fly tur / retur - økonomiklasse

Trekking 9 dage / 8 nætter

Ekstra akklimatiseringsdag

Leje af telt og liggeunderlagen

Alle parkgebyrer

3 daglige måltider / varme drikke

Entré og løn for bjergbestigningsteam

Måltider til bjergbestigningsteam

3 overnatninger på Bristol Cottages i Moshi med halvpension

Alle transfer fra lufthavn / hotel / retur

 

Andet:

Efter en uforglemmelig tur til Kilimanjaros tinder anbefaler vi, at trekket kombineres med en safari hvor du oplever Afrikas righoldige dyreliv eller en afslappende og tiltrængt strandferie på Zanzibar.

 

Ikke inkluderet i prisen

Drikkepenge

Leje af øvrigt udstyr

Personlige udgifter, f.eks. kommunikationsgebyr til opkald og mail

Forsikringer

Visa

Vaccinationer

Andet som ikke er specificeret i program

 

KONTAKT OS




Skriv denne tekst i feltet nedenfor: captcha

 

 

Trustpilot