Find din rejse til Afrika her:

 

Handicap, safari, masai

5

feb

Handicapvenlig safari på den afrikanske savanne

Ta’ på handicapvenlig safari på den afrikanske savanne. Et tilfældigt møde med den gæve nordjyde Palle Brøndum resulterede i, at Rickshaw Tours & Travel i dag arrangerer skræddersyede handicaprejser til Afrika. Læs her historien om Einars møde og efterfølgende rejse med Palle.

 

Mødet med Palle

I foråret 2017 møder Einar Mark Christensen, ejer af Rickshaw Tours & Travel Scandinavia, Palle Brøndum. Einar er på rejsemesse i Aalborg for at profilere virksomheden og sælge rejser til Afrika. Under frokostpausen i foyeren kommer Palle trillende i sin kørestol og sætter sig ved siden af Einar. De to nordjyder falder hurtigt i snak og Einar spørger ”Hvordan er du kommet så galt afsted?”. Palle fortæller, hvordan han for 26 år siden falder af en galophest i et uheld og lammes fra brystet og ned. På trods af den fatale ulykke er Palle en frisk mand. Snakken går og Einar fortæller om sit rejsebureau og de mange spændende oplevelser, som han har fået på det afrikanske kontinent. Lige indtil Palle afbryder og spørger:

 

”Kan du lave rejser til sådan én som mig?”

 

Uden at tøve svarer Einar bramfrit ”ja, det kan jeg da sagtens”.

 

Set i bakspejlet indrømmer Einar i dag, at det var en modig udmelding, da han intet kendskab havde til de mange praktiske foranstaltninger ved en handicaprejse. Heldigvis er Einar ikke bleg for en udfordring og besluttede sig for at undersøge, hvad det kræver at lave handicapvenlig safari på den afrikanske savanne.

 

Einars Afrika

 

Hvis nogen kan løse den opgave, så er det Einar. Afrika er Einars andet hjem. Her har han rejst mere end 280 gange og boet i både Ghana og Nigeria. I 2004 møder Einar ejeren af Rickshaw-kæden. Et rejsebureau, der arrangerer rejser af høj kvalitet. Det tiltaler Einar meget og i 2013 etablerer han den skandinaviske afdeling af Rickshaw med sine to børn.

 

Med de mange kontakter og forbindelser til Afrika begynder Einar således at undersøge mulighederne for handicaprejser i det østafrikanske land, Kenya. Palle blev naturligvis inddraget i undersøgelsesfasen og bidrog løbende med stor viden og erfaring, som gjorde Einar klogere på, hvilke hensyn, der skal tages.

 

At rejse til Afrika med handicap og særlige behov

 

Den undersøgende fase stod på fra marts til september og endte med, at Einar tog til Nairobi i efteråret 2017 for at snakke med de lokale samarbejdspartnere og undersøge forholdene. Der er utroligt meget man skal være opmærksom på. Einar er derfor ude for at kigge på hoteller og lodges, og med tommestok undersøge om de lever op til kravene. Han får lavet ramper til jeepen og er i kontakt med flyselskabet.

 

Med en detaljeret rejseplan drager Einar hjem for at invitere Palle på safarirejse til Kenya med henblik på at teste turen. Som testperson skulle det naturligvis ikke koste Palle en øre og Palle ville utroligt gerne med.

 

En rejse, Palle aldrig glemmer

Handicap, safari

 

Tre dage før Palle og Einar drager mod den østafrikanske savanne fylder Palle 75 år. De er afsted i en uge, hvor Einar fungerer som rejseledsager og handicaphjælper. Alt forløber planmæssigt. Fra afgang i Aalborg lufthavn til forbindelsen i Amsterdam og modtagelsen i Nairobi af et hjælpsomt personale. De første dage går med byrundtur i Nairobi, hvor makkerparret ser giraffer, besøger elefantbørnehjemmet og er på perlefabrik. Alle stederne er kørestolsvenlige. Herefter tager de på safari i Masai Mara og oplever smukke solopgange – og nedgange, ’the big five’ (elefanter, næsehorn, bøfler, løver og leoparder) og møder de traditionelle masaier. Ved rejsens afslutning besøger Palle og Einar også Karen Blixens Museum, samt Rickshaws lokale kontor i Nairobi.

 

Einar mindes rejsen som den mest fantastiske tur, hvor de to kom tæt på hinanden.

 

Palle er meget enig og fortæller at det var en uforglemmelig tur, hvor han mødte mange hjælpsomme og rare mennesker. Som Palle siger ”Det er noget man skal unde sig selv, hvis man får muligheden. Hvis en 75-årig mand i kørestol kan tage afsted sådan her, så kan alle altså gøre det. ”

 

En rejse i trygge hænder

Handicap, kenya

 

Hos Rickshaw Tours & Travel er vi på baggrund af de mange undersøgelser og Einar og Palles testtur godt rustet til at give rejsende med handicap og særlige behov en tryg og uforglemmelig rejseoplevelse i Afrika.

 

Læs mere om vores handicaprejser her.

 

Skræddersyede rejser med erfaring siden 1988!

Hvis du har helt særlige ønsker til din rejse, hjælper vi dig gerne med at skræddersy lige netop den ferie, du og din familie drømmer om. Hos os har kundetilfredshed højeste prioritet, og vi gør vores ypperste for at du får rejsen, du aldrig glemmer.

+45 6075 6075

Einar

Nana

Mathias