Find din rejse til Afrika her:

 

maldiverne-dykning-jumpstory-2-1024x685

10

dec

Dykning i Det Indiske Ocean

Læs vores mini-guide her og bliv klogere på dykning i Det Indiske Ocean. Afrika bugner med eksotiske øer og lækre kyststrækninger, der er omgivet af det fineste og mest farverige koralrev. For ikke at tale om de mange fisk og havdyr, der kalder korallerne og havet for deres hjem. Ved de afrikanske øer finder du nogle af verdens sidste uspolerede dykkersteder, hvor der bor alt fra mikroskopiske organismer til nogle af havets helt store kæmper. Her kan du opleve adstadige skildpadder, mystiske moræner, mangearmede blæksprutter, vilde delfiner og klumpede klovnfisk for bare at nævne nogle få. På en dykkertur er du gæsten i et fremmed univers, som byder på oplevelser af den helt store slags.

 

 

Dykning ved de afrikanske øer i Det Indiske Ocean

 

 

Tag dit dykkercertifikat i Afrika

 

Føler du dig fristet til at gå på opdagelse i det blå, må du endelig ikke snyde dig selv for den kæmpe oplevelse, som havet kan give dig. På langt størstedelen af de afrikanske øer, hvor du kan dykke, kan du også tage et dykkercertifikat. Minimumsalderen er 10 år, men udover det kan alle tage dykkercertifikat, hvis man ellers er sund og rask. Prisen varierer fra land til land, men generelt er det meget billigere end i Danmark. Det tager typisk 3-4 dage, hvor du løbende får teoretisk og praktisk viden om dykning. Du afslutter kurset med en teoretisk prøve, og derefter er du klar til at starte din dykkerkarriere.

 

 

Sikkerheden ved dykning

 

yoga-dykning-zanzibar

 

Dykker du med et PADI eller SSI certificeret dykkercenter, er det din garanti for at instruktørerne, udstyret og den generelle sikkerhed er i orden. Du kan derfor med ro i sindet nyde havets mange mystiske skabninger og kreaturer, som helt sikkert vil gøre et kæmpe indtryk og rokke ved din opfattelse af vores kære planet.

 

 

De afrikanske øer

 

Hvad er det så der gør de afrikanske øer til nogen særligt at dykke ved? Her kan vi især slå et slag for de eksotiske omgivelser, som Afrika byder på. Du finder lækre strande med azurblåt vand og lækre omgivelser, som er dét langt de fleste drømmer om. De smukke rammer gør dykningen til en behagelig oplevelse i tropiske omgivelser. Derudover huser de afrikanske øer lidt af det hele indenfor marinelivet. Her finder du både de helt mikroskopiske krebsdyr og krill, de mindre fiskearter, de mangfarvede revfisk og de helt store hajer og hvaler.

 

 

Dykning på Zanzibar

 

Koralrev på Zanzibar

 

Zanzibar er utvivlsomt et af de bedste steder at dykke i Afrika. Øgruppen ligger ud til et frodigt og gunstigt koralrev, som man har formået at holde nogenlunde intakt. Her boltrer tusindvis af fisk sig i de mange koraller, der står som fine, farverige blomkålsbuketter på havbunden. Nogle af de bedste steder at dykke er ved Pemba Island, Mafia Island og Unguja, som er hovedøen, der i daglig tale går under navnet Zanzibar. Ud for Unguja er især området omkring Menaibugten rigtig godt til dykning og snorkling samt det nordlige område ved Mnemba Island.

 

Zanzibar er en dykkerdestination, hvor der er noget for enhver smag. For dem der ønsker at snorkle, dem der vil dykke dybt og dem der vil have et fun dive. Desuden er Zanzibar et af verdens bedste områder til at spotte verdens største fisk, hvalhajen. Ved Mnemba Atoll holder skildpadder, delfiner og hvalhajer til fra september til december. Det varme ækvatoriale vand tiltrækker et utal af havdyr, der bor i revet og det dybere hav. Nogle af favoritterne blandt dykkere er blåplettede rokker, krokodillefisk, moræner og delfiner. For dykkere med et ‘advanced’ certifikat, kan man komme langt nok ned til at se barracudaer, hvide og sorttippete revhajer og hvalhajer.

 

dykning på Zanzibar

 

Du kan dykke på Zanzibar året rundt, dog er vandtemperaturen lavest fra juni til oktober, men her får du stadig 25 grader varmt vand at boltre dig i. Dog ligger temperaturerne mere eller mindre konstant på 27 grader. Sigtbarheden er som regel over 30 meter.

 

 

Dykning i Mombasa

 

kenya-mombasa-strand-1024x685

 

En spytklat væk fra Zanzibar ligger ferieparadiset Mombasa med sin smukke kyststrækning, der ligger med snuden ud mod Det Indiske Ocean. Samme koralrev som det på Zanzibar dækker store dele af området omkring Mombasa, og det gør stedet til et sandt dykkerparadis. Det rolige, turkise vand ud for strandene holder på det ene rev efter det andet og er hjemsted for et utal af havliv.

 

Her finder du alt fra uudforskede dykkerskatte til let tilgængelige koralhaver. Du kan møde stimer af fisk, revhajer, venlige delfiner og truede skildpadder. For ikke at glemme de mange mystiske skibsvrag, som du kan gå på opdagelse i.

 

De bedste dykkerområder findes ved Kisite Mpunguti Marinereservatet, Watamu Marine Nationalpark samt Mtwapa- og Barracuda Reef. I Mombasa er temperaturen lavest fra juni til oktober, men vejrforholdene er gode til dykning året rundt. Sigtbarheden er dårligere i juli og august, grundet tilsanding og højvande.

 

 

Dykning på Madagaskar

 

 

Madagaskar er en helt særlig ø, som byder på helt unikke dyre- og plantearter. Generelt har landet en stor diversitet indenfor dyrelivet til lands, og mangfoldigheden af unikke arter afspejler sig også i livet til vands. Her finder du nogle af verdens største hvalarter, spøjse fisk og eksotiske koraller.

 

Den nordvestliggende ø Nosy Be er nok Madagaskars bedste sted at dykke. Her finder du massevis af fisk og koraller, som stadig er forholdsvis intakte. Ved øen Ile Sainte Marie kan du dykke ved skibsvrag og ved naboøen Ile aux Nattes kan du dykke ved forskellige koralformationer. Omkring Ifaty finder du også lækre rammer til en fantastisk dykkeroplevelse.

 

 

Dykning på Mauritius

 

Belle Mare Beach på Mauritius i Afrika

 

Dykning på Mauritius indebærer en masse marineliv, eftersom øen er omgivet af 100 forskellige områder med koralrev. Dybden af revene går fra 7 meter til 45 meter, så der er noget for enhver smag og sværhedsgrad. Temperaturerne er behagelige året rundt, men grundet passatvindene, er den bedste tid på året fra november til maj.

 

På den sydlige kyst ligger Blue Bay Marinepark, der blandt andet byder på et fantastisk vandplanteliv med bregner og koraller. Imellem planterne lever barracudaer, rokker, dragefisk, tyrehajer, hvid og gråtippete revhajer og tusindvis af farverige fiskearter. Der findes desuden en række skibsvrag rundt omkring, som du kan udforske.

 

 

Dykning på Maldiverne

 

maldiverne-dykning-koraler-jumpstory-2-1024x685

 

Maldiverne er flade, hvide sandstrande med fremragende koralrev med en overflod af marineliv. Øgruppen består af over 1.000 øer, der er opdelt i 26 atoller. Maldiverne er især kendt for den gulfinnede tunfisk, som lever ud for kysten i Det Indiske Ocean. Dykning foregår i et afslappet tempo, da den indiske monsunstrøm flyder langsomt langs atollerne og medbringer næringsstoffer til området. Det næringsrige vand løber langs koralvæggene og nærer svampe og bløde koraller, der klamrer sig til klipperne.

 

maldiverne-koraler-dykning-jumpstory-3-1024x685

 

På Maldiverne vil du opleve en gæstfri og imødekommende kultur og nogle af verdens fineste dykkerbåde og luksusresorts, der gør din dykning til en eksklusiv og uforglemmelig oplevelse. Maldiverne er tropisk, varmt og fugtigt med masser af sol og temperaturer, der ligger mellem 24-33 grader. Dykning er af god kvalitet året rundt, men monsunen medfører en del regn mellem april og oktober, især i juni, juli og august.

 

 

Dykning på Seychellerne

 

 

Omkring 1.600 km fra den østafrikanske kyst, beliggende midt i Det Indiske Ocean, finder du øgruppen bestående af 115 øer. Med kælenavne som ”Honeymoon Island” og ”the Galapagos of the Indian Ocean”, er det ret sikkert, at du vil forelske dig i Seychellerne. Øerne har med årene fået et øget fokus på bevarelse af naturen, og omkring halvdelen af landet består af nationalparker. Som et resultat af det blomstrer den endemiske flora og fauna.

 

Der findes 41 granitøer, som er beboede, og 74 ydre koral- og revøer, der er ubeboede. De ubeboede øer kan du nå med båd, og dykningen her er fuldstændig fantastisk. Med en gennemsnitsvandtemperatur på 27 grader og et relativt lille udsving i temperaturen året rundt, er dykning på Seychellerne godt året rundt. Det regner en smule, men det er ofte kun korte byger. De tørreste måneder ligger fra maj til september.

 

 

Dykning på Zanzibar

 

dykning, fisk, zanzibar

 

Zanzibar er gjort af det samme stof, som drømme er gjort af. De hvide sandstrande, de svajende palmer og det intense, azurblå hav. Det er præcis dét, de fleste drømmer om at opleve én gang i deres liv. Kombinér de paradisiske omgivelser med verdensklasse dykning, og du får en uforglemmelig rejser, der består af store oplevelser både til lands og til vands.

 

 

Hvordan er dykningen på Zanzibar?

 

Zanzibar er en paradisisk dykkerdestination, der byder på turkisblå, klart vand og eminent  sigtbarhed. Det er et område, hvor der er noget at finde til ethvert dykkertemperament. Du kan tage ud på de hyggelige og spændende ‘fun dive’ dyk, hvor du når ned på 18 meter. Du kan også kaste dig ud i et mere krævende dyk, hvor du når ned i 30 meters dybde, hvis altså du har et ‘advanced’ dykkercertifikat. Tag på et smukt dagsdyk, hvor havets mange farver og nuancer kommer til rette. Du kan også udfordre dig selv og tage på et natdyk, hvor marinelivet ændrer sig fuldstændig. Som sagt, uanset hvad du er til af dykning, kan du finde det på Zanzibar.

 

 

Hvor kan man dykke på Zanzibar?

 

yoga-dykning-zanzibar

 

Zanzibar er en øgruppe, der består af over 50 øer samt hovedøerne Unguja og Pemba Island. Det er muligt at dykke langs den sydlige, østlige og nordlige del af Unguja, hvor der ligger adskillige certificerede dykkercentre. På Pemba Island ligger en 3-4 forskellige dykkershops, som du kan dykke med. Pemba er især kendt for dets sunde koralrev, som er et af verdens bedste. Udover de to hovedøer, er der også mange, der dykker ved Mafia Island og Mnemba Island. Mafia Island ligger små 200 km. syd for Unguja, mens Mnemba Island ligger en halv times sejlads fra den nordlige del af Unguja. Begge steder byder på smukke dykkerområder, hvor du kan opleve en bred palette af Zanzibars marineliv.

 

 

Hvad kan man se?

 

På Zanzibar finder du massevis af fisk og havdyr, som hygger sig på bunden af det Indiske Ocean. Zanzibar er især kendt for dets overflod af revfisk og en bred vifte af mindre marinedyr som søheste, tudsefisk, trompetfisk, bladfisk, tangnåle og rejer. Dog findes der andet end blot mindre fisk. Her lever også delfiner, skildpadder, gopler, dragefisk, blæksprutter, moræner og sågar hvalhajer i bestemte måneder af året. Dette er bare et lille udvalg af det enormt varierede havliv, du finder ud for Zanzibars kyster. Udover dyrelivet findes også koraller, der vokser i store såkaldte koralhaver. Der findes desuden et par skibsvrag, som er tilgængelige for både nybegyndere og erfarne dykkere.

 

Hvor kan man tage dykkercertifikat?

 

Det er muligt at tage dykkercertifikat rigtig mange steder på hovedøen Unguja og en række steder på de omkringliggende øer. På alle de større strandområder, som du finder på den nordlige, østlige og sydlige del af hovedøen Unguja, kan du tage dykkercertifikat. Vi anbefaler altid, at du tager dit dykkerceritfikat gennem et SSI eller PADI certificeret center, så du på den måde er sikret en høj kvalitet og en god sikkerhed. Det tager typisk 3-4 dage at få certifikatet, og kurset består af en blanding af teoretisk og praktisk information. Efter kurset får du certifikat på, at du kan bevæge dig i vandet som en fri fisk, og du er nu klar til at dykke ned i det dybblå hav og udforske undervandsverdenen.

 

 

Hvilken sæson er bedst til dykning?

 

Hvad der gør Zanzibar til et endnu mere fantastisk sted at dykke er, at du kan dykke her året rundt. Dog er der nogle små variationer i løbet af året, som gør det mere behageligt på nogle tidspunkter fremfor andre. Fra juni til oktober er vandtemperaturen lavest. Dog er temperaturen stadig på behagelige 25 grader. Generelt ligger vandtemperaturen omkring de 27 grader året rundt. Der er som regel en sigtbarhed på 30 meter, hvilket giver optimale forhold for at spotte så meget marineliv som muligt.

 

 

Du kan læse mere om vores strandferier og badeferier i Afrika og er meget velkommen til at kontakte os for et uforpligtende rejseprogram der inkluderer dykning i Det Indiske Ocean.

 

Flere spændende indlæg på rejsebloggen

Skræddersyede rejser med erfaring siden 1988!

Hvis du har helt særlige ønsker til din rejse, hjælper vi dig gerne med at skræddersy lige netop den ferie, du og din familie drømmer om. Hos os har kundetilfredshed højeste prioritet, og vi gør vores ypperste for at du får rejsen, du aldrig glemmer.

+45 6075 6075

Einar

Nana

Mathias