Find din rejse til Afrika her:
+45 6075 6075
Uganda kan gøre de fleste åndeløse med sine smukke nationalparker, fascinerende bjerggorillaer, Månens Bjerge, verdens største tropiske sø og et væld af andre oplevelser. Uganda tilbyder besøgende alt fra levende moderne afrikansk byliv i nogle af de smukkeste landskaber på kontinentet til et unikt dyreliv og mangfoldigt lokalliv.
Har du hang til eksotiske frugter kan vi glæde dig med, at Uganda er et sandt mekka hvad det angår. De bedste bananer, ananas, mango og avocado venter på at blive spist. Winston Churchill kaldte i sin tid Uganda for ’Afrikas Perle’ på grund af landets skønhed, farve og overflod af strålende liv. Vi kan kun give ham ret.
Lad vores rejseforslag inspirere dig, så skræddersyr vi din rejse til Uganda helt efter dine ønsker og dit budget.
Uganda ligger i Østafrika. Landet grænser op til Victoriasøen og er ellers omgivet af fastland i form af Kenya, Tanzania, Rwanda, Den demokratiske republik Congo og Sydsudan. Uganda dækker et areal på 241.037 km². Indbyggertallet ligger lige under 43 millioner. Officielt er sproget engelsk og herudover tales der swahili og ganda.
Rejser til Uganda kan indeholde mange forskellige attraktioner og oplevelser. De fleste forbinder Uganda med de dybe regnskove, de frodige bakkede landskaber og ikke mindst de betagende og yderst sjældne bjerggorillaer. Bjerggorillaerne har hjemme i Ugandas, Rwandas og Gongos regnskove - og ingen andre steder i verden overhovedet. De udgør derfor Ugandas absolut største turistattraktion. Men Uganda er og kan mere - meget mere!
I Uganda er landskabet frodigt, men varieret med noget for snart sagt enhver smag. Dybe regnskove, frodige bakker og dale, smukke bjerge og stenformationer, søer, floder og vandfald, øer med sandstrande, grønne stepper med savannedyr og palmetræer, fattige små landsbyer og den pulserende storby Kampala.
Safarioplevelserne matcher ikke Tanzanias og Kenyas, men de er særegne for Uganda og dyreoplevelserne er fantastiske. Øriget Ssese Islands matcher ikke badevandet på Zanzibar eller Mombasa, men strandene er eksotiske, indbyder til afslapning og lokker med smukke solnedgange og bål og strandfest om aftenen. Uganda er en destination, hvor du kan opleve lidt af det hele på et og samme sted.
Den livlige hovedstad Kampala er en god introduktion til Uganda. Byen er dynamisk og engagerende, men knap så besværlig at færdes i som andre østafrikanske hovedstæder. Her findes flere nævneværdige seværdigheder og attraktioner, som kan underholde dig i flere dage. Ligeledes har Kampala en rig og farverig historie, der ses i flere fascinerende paladser.
Besøger du Kampala oplever du en smuk Afrikansk hovedstad med imponerende velholdte gader og grønne områder. Tager du ud på egen hånd, skal du måske forberede dig på at spørge om vej. De fleste gader har nemlig ikke vejskilte. De lokale hjælper gerne med vejvisning. Ofte vil instruktionerne indebære f.eks. en jackfrugt eller måske et mangotræ. Byen er vældig grøn, så træer fungerer som fælles landemærker. Skal du sikre dig store imponerende smil, kan du bruge ordet ’webale’ som betyder tak på Luganda.
Aflæg et besøg i det kendte Kasubi Tombs, som ærer landets første kristne. Ved Kasubi gravstedet i Kampala ligger Kabakas kongerne fra Buganda stammen begravet. Af den grund er stedet et vigtigt spirituelt sted for mange lokale. Det er også et spændende sted for turister. Gravstedet er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2001. Kasubi tombs ligger i et landbrugsområde på nogle af Kampalas mange bakker. Stedet var oprindeligt et palads. Det blev opført i 1882 af Kong Muteesa I. Det blev lavet til gravsted efter hans død i 1884.
Midt i centrum af Ugandas hovedstad Kampala, ligger Owino markedet, der er byens største åbne marked. Markedet åbnede i 1971, og det estimeres at der idag er over 50.000 handelsfolk/sælgere på markedet, hvoraf 70% af dem er kvinder.
Owino markedet er især kendt for salg af genbrugstøj, der fylder en stor del af markedet. Dog kan du købe alt fra krydderier og mad til sko og sengetøj. Og meget meget mere… Det kan være en noget kaotisk oplevelse at bevæge sig rundt på markedet, og du bør altid tage af sted med en guide, der er kendt i området. Det er nemlig rigtig nemt at fare vild i de mange smalle gader, så en lokal kendt er en nødvendighed. Lad være med at tage værdier med som telefon og kamera, da det kan friste desperate sjæle. Det kan desuden være svært at holde styr på sine ting, når man går i de smalle og tætte gader.
Owino markedet er en fin måde at få et kulturelt indblik så længe, at du er forberedt på kaos og ægte handelsstemning.
Måske har du lyst til at indånde den lokale stemning ved at hænge ud på en kafunda. En kafunda er en typisk lille bar i vejkanten med plasticstole og borde samt en højttaler, der spiller ugandisk popmusik eller reggae. Bestil en lokal øl og nyd omgivelserne. Måske falder du i snak med de lokale, der som de fleste andre afrikanere er meget socialt anlagte. Byen er i hastig forandring, i kraft af den positive økonomiske udvikling, og den byder på et væld af hoteller og restauranter til dig, som ønsker forkælelse.
I den nordlige del af Victoria søen, ikke langt udenfor Kampla, finder man den idylliske beliggende Entebbe Botanical Garden. Parken ligger bogstavelig talt på ækvator og får en årlig mængde nedbør på over 1600 mm. Den ligger i 1.134 meters højde, og klimaet er med til at give de perfekt forhold for parkens mange vækster.
Her findes 309 plantearter, hvoraf 199 af dem er endemiske for Uganda, 122 af dem er til medicinsk brug og 110 er eksotiske. De strækker sig fra tropiske og subtropiske planter til en række buske og træer, der har udviklet sig gennem årene. Parken har ofte besøg af colobusaber og er et paradis for fugleentusiaster.
Er du typen, der altid gerne har villet helt tæt på nogle af verdens farligste slanger? Hvis ja, så er Uganda Reptile Village det helt rigtige sted. Her kan du blandt andet møde mambaer, pythoner og kobraer. Der findes i alt 50 forskellige reptilarter, herunder krokodiller, øgler, skildpadder og kamæleoner. Alle krybdyrene er reddet fra naturen, hvor de er blevet skadet og derfor ikke længer kunne trives og overleve.
Centrets egentlig formål er at uddanne de lokale om landets mange krybdyr, for på den måde at undgå udryddelse af de mange arter. Men centret er også blevet populært blandt turister. Det er en af hovedattraktionerne i nærheden af hovedstaden Kampala. I parken kan man få en rundvisning sammen med en guide, der viser og fortæller om de mange krybdyr. I sumpområdet er det også muligt at tage på fisketur og på den 3 km. lange flod, kan man tage på kanotur.
Uganda kan som før nævnt diske op med nogle fantastiske natur- og dyreoplevelser. Landet er blandt andet hjemsted for Afrikas højeste bjergkæde, Rwenzoris, og Nilens udspring. Nilen udspringer fra den smukke Victoriasø, som er den største sø i Afrika, og smukt omgivet af frodige grønne og skovklædte bakker. Victoriasøen er verdens andenstørste ferskvandssø med en diameter på godt 250 km. Uganda deler søen med Kenya i øst og Tanzania i sydøst.
Når snakken falder på Uganda, kan vi ikke komme uden om Nilen, som er kendt for at være den længste flod i verden. Dens kilde starter i Jinja og flyder videre til de omkringliggende områder tæt på Ækvator og op til det østlige Middelhav. Nilen har bidraget meget til modernisering af lande som Uganda, og dens historie har været en af de vigtigste kilder til, hvorfor turister besøger landet.
Et bådcruise på Nilen er bestemt et must, hvis du besøger Murchison Falls National Park. Turen er en behagelig og afslappende måde at opleve verdens længste flod og det utrolige vandfald Murchison Falls. Bådturen starter om eftermiddagen og varer 3-3,5 timer. Her sejler du 17 km. den ene vej ad floden, hvor du stopper ved det storslåede Murchison Falls. Herefter vender båden og du sejler tilbage. Ombord er der en guide, der undervejs fortæller om de forskellige dyr, du møder på vejen. Desuden er der både toiletter og en bar på båden, så du kan nyde kolde forfriskninger og snacks. For man skal vel have drukket en lokal ”Nile” øl, når man sejler på Nilen?
Højdepunktet på turen er helt klart stoppet ved Murchison Falls, hvor båden holder til og du kan nyde synet af de store mængder af vand, der buldrer igennem den 6 meter smalle klippesprækker og spreder kaskader af vand og skum på floden. Lyden og synet af vandfaldet er noget, I sent vil glemme, og det livlige dyreliv langs floden gør oplevelsen helt særlig.
Så læn dig tilbage og nyd udsigten, dyrene og din iskolde øl ombord på et bådcruise på Nilen. Læs Lines rejseberetning fra Uganda, hvor hun både er på safari, chimpansetrekking og bådcruise.
Uganda er lig med eventyr og action. De adrenalin spækkede oplevelser venter både til lands, til vands og i luften. Det er landet, hvor du kan køre på Quad Bike i ørkensandet, springe Bungy Jump ved Bujagali vandfaldet, dyrke vandsportsaktiviteter på Victoriasøen, zipline i de skovklædte bjerge eller River Rafte langs Nilen.
Især byen Jinja i det sydlige Uganda er kendt som værende adrenalin junkiernes mekka. Jinja er kendt som værende Nilens kilde. Det er et af Afrikas bedste rafting steder. Faktisk er rafting ved Jinja blevet rangeret som kategori 5, hvilket er den højeste kategori, der findes. Det siger lidt om den grad af action, man finder her. Der er også en lang række andre spændende aktiviteter i Jinja for dig, der søger aktive oplevelser. Du kan fx kaste dig ud i både paddleboarding, canopying, bungy jumping samt båd- eller kajak-sejlads.
Ved Mabira Forest kan du udforske skoven, mens du svinger dig i trætoppene som en af skovens aber. Canopying eller ziplining er en adrenalinfyldt aktivitet, hvor du kører på metalliner, der er spændt op mellem træerne. Mærk suset i maven, når du tager skridtet og kaster dig ud over kanten og lader dig svæve afsted over skovbunden. Oplev Ugandas vilde fugleliv og hils på aberne, du kan være heldig at møde på din vej.
Udover vandsportsaktiviteterne kan man holde aktiv ferie i Uganda til fods. Det er skønt at trekke i det bjergrige landskab eller ved nogle af landets vulkaner, der ligger på grænsen mellem Uganda og henholdsvis Congo og Rwanda. Især Rwenzoribjergene er oplagte til en vandreferie. Mount Elgon, der ligger på grænsen mellem Kenya og Uganda er også en skøn destination for glade vandrere. De byder begge på fantastiske natur- og trekkingoplevelser.
De siksakkede Rwenzori bjerge ligger på grænsen mellem Uganda og Congo. Området omkring bjergene er utroligt frodigt og dyrerigt. Det danner blandt andet ramme om den populære Queen Elizabeth Nationalpark. Rwenzori Nationalpark er en anden nationalpark. Som navnet antyder ligger den op ad Rwenzori bjergkæden. Nationalparken dækker et område på næsten 100,000 hektarer i den vestlige del af Uganda. Der findes i området mange truede dyrearter samt en rig og usædvanlig flora. I bjergområderne findes smukke søer, vandfald samt gletchere.
Rwenzori bjergene er populære til trekking, hvor du kan opleve de rå og smukke bjerge til fods. Grundet bjergenes unikke og særprægede landskab, går de under det poetiske navn 'Månebjergene'. I denne bjergkæde finder du Afrikas tredje højeste bjerg; Mount Margherita på 5,109 m.
Naturen i området er noget helt særligt med både skov, sumpområder og hedelyng. Væksterne nyder godt af den store mængde nedbør, der falder i den ækvatoriske zone. Det får træer og planter til at vokse sig store og grønne. De grønne skråninger er bjergtagende smukke. Det kan dog gøre det en smule udfordrende at spotte de mange dyr i området. Nå ja, og så ligger der flere gletsjere under bjergtoppene til trods for den ellers varme beliggenhed nær Ækvator. Flere af bjergene når op i 4.600 meters højde, og det højeste bjerg Mount Stanley er 5.110 meter, hvilket gør det til Afrikas 3. højeste bjerg.
Vil du gerne på aktiv ferie, hvor du bevæger dig til fods og samtidig oplever Ugandas unikke natur og vilde dyreliv er Rwenzoribjergene oplagte. Men Uganda byder på mere end det.
Mount Elgon er en udslukt vulkan. Det ligger på grænsen mellem Kenya og Uganda. Bjerget var engang Afrikas højeste, men mange års erosion har slidt det ned i 4.321 meters højde. Mount Elgon har sit navn fra den stamme, der i sin tid levede i grotter på bjergets sydlige side - Elgonyi-stammen. I Uganda kaldtes bjerget for 'Masawa', i Kenya for 'Ol Doinyo Ilgoon' - Brystbjerget.
På både den kenyanske og ugandiske side findes Mount Elgons Nationalpark, hvorfra man kan nyde de fantastiske omgivelser.
Vandringen kræver generelt ikke et ekspert niveau. Turen er en behagelig oplevelse for alle, der er vant til at bevæge sig en smule. Der findes forskellige ruter, som har forskellige sværhedsgrader. Dit trek kan derfor arrangeres efter dine ønsker til niveau og din fysiske form. Dog er turen mod toppen, Wagagai Peak, temmelig udfordrende. Det kræver at deltagerne er i god fysisk form. Hvis man ønsker en helstøbt vandretur, hvor man når alt det essentielle, tager det ca. 4-5 dage.
Gorillasafari og chimpanse trekking i Ugandas bakkede regnskove er slet ikke til at komme udenom. Begge dele er nogle fantastiske og unikke aktiviteter med hver deres charme, særpræg og fascinationskraft. Det er oplevelser, vi godt tør love, at du aldrig glemmer, og som i sig selv er hele rejsen værd.
Er store naturoplevelser i højsædet, bør en gorillasafari, eller gorillatrekking som det også kaldes, være på din to-do liste i Uganda. Landets absolutte højdepunkter findes i højlandene Bwindi Impenetrable og Mgahinga National Park, som begge er hjem for de storslåede men kritisk truede bjerggorillaer.
Bwindi Nationalpark: Bwindi Nationalpark dækker et areal på 331 km². Parken er på FNs Verdens Naturarvliste. I Bwindi er det som om du træder over tærkslen til en helt anden verden. Her mærker du med ét tydeligt grunden til, at Uganda bærer tilnavnet 'menneskets vugge'. Biodiversiteten i Bwindi er stor med mere end 160 forskellige træsorter og mere end 100 forskellige sorter indenfor bregnefamilien. Bwindi kan spores helt tilbage til den sidste istid og er dermed en af verdens ældste regnskove. Parken er rig på fugle og sommerfugle samt 10 forskellige arter af aber inklusiv den sorte og hvidhalede Colobusabe, der er en sjældenhed. Endelig er Bwindi måske allervigtigst hjem for bjerggorillaerne - de store, fredelige og udrydningstruedegorillaer. I Bwindi bor faktisk mere end halvdelen af verdens tilbageværende bestand af de prægtige bjerggorillaer.
Mgahinga Gorilla Nationalpark: Mgahinga Gorilla Nationalpark ligger oppe i højder mellem 2.227m og 4.127m. Området blev etableret som nationalpark med henblik på beskyttelse af de truede bjerggorillaer. Deraf parkens navn. Skovene i Mgahinga er tætte og de spiller en vigtig kulturel rolle for de såkaldte Batwa pygmæer, der var t første folk, der levede i skoven.
Mgahingaparkens største attraktioner udover gorillaerne er dens tre udslukte vulkaner. De er dele af de fantastisk smukke Virunga bjerge, der ligger ved grænsen til Uganda, Congo og Rwanda.
I Mgahinga og Bwindi Forest kan du få dig en oplevelse for livet, når du står ansigt til ansigt med de smukke dyr. Bjerggorillaerne findes udelukkende i dette lille hjørne af verden, og også i Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo kan du møde de store menneskeaber. På et gorillatrek i Uganda, vandrer du sammen med de øvrige deltagere i en lille gruppe samt guide og rangers op gennem den smukke og disede regnskov, som er en sand skattekiste af flora of fauna.
Der findes forskellige sæsoner, som er gode til gorillatrekking. Dog har hver sæson nogle fordele og ulemper, som man bør tænker over, inden man beslutter, hvornår rejsen skal foregå. Januar og februar er lavsæson, men er tørre måneder, hvilket giver gode forhold for trekkingen. Den lange regnsæson i marts, april og maj gør det besværligt og vådt at trekke med gorillaerne. Dog har du med stor sandsynlighed gorillaerne for dig selv, hvis det lykkedes dig at få din tilladelse. Juni, juli og august betragtes som højsæson, hvor vejret er fantastisk, men der er flere turister. September og oktober er også gode måneder at tage på gorillatrekking og med knap så mange turister som i højsæsonen. November og starten af december er månederne, hvor den korte regnsæson falder. Her er knap så mange turister, og du har oplevelsen mere for dig selv. Slut december og dagene omkring jul og nytår er for det meste tørre, og det giver optimale forhold for gorillatrekkingen.
På vores rejseblog kan du læse om oplevelsen med bjerggorillaerne og en sammenligning af fordele og ulemper ved gorillatrekking i Uganda og Rwanda.
Uganda byder også på muligheden for et morsomt chimpansetrek. Her skal du være hurtig på fødderne og når du knipser med kameraet. Chimpanserne er lynhurtige og ikke ligefrem udpræget selskabelige. De gør, hvad de kan for at smutte ud af syne igen, så snart du endelig har spottet dem. Chimpansetrekking er på den måde en helt anden oplevelse end gorillatrekking. Men det er en spændende og sjov udfordring at finde og siden fange de aktive chimpanser med kameralinsen. Et chimpansetrek kan absolut anbefales.
En lille times kørsel fra Ugandas populære safaridestination Queen Elizabeth Nationalpark ligger Kalinzu Forest, hvor du kan trekke med Afrikas vilde chimpanser. Succesraten for at opleve chimpanserne i det fri er på 85%, hvilket gør skoven til det andet bedste sted i Uganda efter Kibale Forest, der har en succesrate på 95%. Dog er prisen i Kibale 110$, hvor det i Kalinzu er 40$. Desuden er minimumsalderen i Kalinzu Forest 12 år, hvor det mange andre steder er 15 år. Det gør det altså muligt at tage børn med i en tidligere alder og give dem en oplevelse for livet.
Kibale Nationalpark: Kibale Nationalpark er efter sigende den park i det østlige Afrika, hvor du finder den største koncentration af forskellige primater. Regnskovene her er hjemsted for mere end 700 chimpanser og 12 andre primatarter. Drømmer du om at trekke med fritlevende chimpanser, er Kibale det perfekte sted. Chimpanserne ligner os mennesker utrolig meget og er blandt andet derfor meget fascinerende. De bevæger sig omkring i træerne i store flokke. Du følger efter dem i et hastigt tempo og er på blot få meters afstand af flokken. Regnskoven er tæt og det går over stok og sten. Ud over chimpanser er parken rig på fugleliv, og man finder mange forskellige farvestrålende sommerfugle i alle størrelser.
Læs om chimpansetrekking i Afrika på Rickshaws rejseblog.
Uganda er rig på nationalparker af forskellig slags og med forskellige oplevelser tilknyttet. Mange ved det ikke, men Ugandas nationalparker er faktisk hjemsted for et stort udvalg af vilde dyr, såsom antiloper, elefanter, løver, leoparder, zebraer og mange flere. Ligeledes er landet et paradis for fugleinteresserede, og her er registreret mere end 1.000 forskellige arter, hvilket er mere end halvdelen af alle Afrikas fuglearter. På en safari i Uganda kan du med lethed spotte 350 forskellige fugle.
Safari i Queen Elizabeth National Park er en skøn oplevelse og er især en god oplevelse for de, som prøver kræfter med safari for første gang. Men selv for de garvede safarigængere er QENP en stor oplevelse. Ca. 7 timers kørsel fra Ugandas hovedstad, Kampala, ligger Queen Elizabeth National Park, der som navnet hentyder, er opkaldt efter den engelske dronning, da Uganda i sin tid var en engelsk koloni.
I parken finder du en række forskellige dyr lige fra adskillige antilopearter til de populære kattedyr som løver og leoparder. Dog findes der ca. 130 løver i den 2.000 km² store park, så det er ikke hver gang, man finder løver i parken. Desuden kan du møde flodheste, bøfler, elefanter, leoparder og en lang række andre dyr. Dog findes der hverken zebraer, giraffer eller næsehorn i parken. Af samme grund er det derfor kun muligt at opleve de såkaldte 'Big 4' i parken, da næsehornet desværre ikke har formået at overleve her. Girafferne kan til gengæld opleves i Murchison Falls Nationalpark, mens zebraerne kan ses i Lake Mburo Nationalpark. Næsehornene finder du i Ziwa Rhino Sanctuary.
Til forskel for de helt store safariområder som Serengeti sletten i Tanzania og Maasai Mara i Kenya, skiller Queen Elizabeth Nationalpark sig ud ved at være langt mere grøn og frodig. Landskabet er intet mindre end fantastisk, og når du kører rundt i parken, vil du kunne se Rwenzori bjergkæden mod horisonten, hvilket bare gør synet fuldstændig kæbetabende. Dog er dyrelivet knap så overvældende, som det man finder i Tanzania og Kenya, men ikke desto mindre er oplevelsen fuldstændig fantastisk.
Vil man gerne krydse muligheden af for at se ’Big 5’ i Uganda, skal man rejse mod nord, hvor Ziwa Rhino Sanctuary ligger. Reservatet er det eneste i Uganda, der på nuværende tidspunkt huser det truede hvide næsehorn. I landet nationalparker er bestanden nemlig blevet så lille med årene, at man har valgt at samle næsehornene i reservatet.
Ziwa Rhino Sanctuary blev etableret tilbage i 2005. Her arbejdes for at avle og genoprette en sund bestand, som kan sættes tilbage i naturen forhåbentlig indenfor nærmeste fremtid. Der er på nuværende tidspunkt 22 næsehorn i reservatet.
Som et af de få steder i Afrika er det muligt at tage på en spændende safari til fods sammen med en erfaren park ranger. Du har mulighed for at komme helt tæt på næsehornene og tage alle de billeder du har lyst til fra en imponerende 6-7 meters afstand. I parken findes desuden krokodiller, flodheste, forskellige antilopearter, aber og en masse fugle. Et besøg til Ziwa Rhino Sanctuary kombineres ofte med safari i Murchison Falls Nationalpark.
Parken har sit navn fra vandfaldet Murchison Falls, der har sit udspring i Nilen. Her finder du mange forskellige dyre- og fuglearter. Alt fra fx giraffer, flodheste, bøfler, ko-antiloper, vortesvin og elefanter bor i parken. Fuglelivet omkring Nilen og dens forgreninger er righoldigt. Den sjældne fugl med det sjove navn 'træskonæb' er blandt de fugle, du kan være heldig at spotte her i området. Nilkrokodiller boltrer sig i Nilens okkerfarvede vand. Primater, chimpanser og fugle i massevis har hjemme i Kaniyo Pabidi-skoven. Alt sammen er et besøg værd.
Under et besøg til Queen Elizabeth Nationalpark er det også oplagt at inkludere en sejltur på Kazinga Kanalen. Kazinga er en 32 km. lang, naturlig kanal, der forbinder de 2 søer Lake Edward og Lake George.
Kanalen siges at være hjemsted for 5.000 flodheste, og det er derfor også et af de helt store temaer under en sejltur. Udover flodheste kan du med stor sandsynlig også opleve elefanter, bøfler, krokodiller og en lang række fuglearter. Det er desuden muligt, men lidt mere sjældent, at møde kattene, der er nede at få en tår vand.
Turen er et rigtig fint supplement til en safari i selve nationalparken i bil, og vores erfaring er faktisk, at sejlturen oftest byder på mere dyreliv end på selve safarien. Det er fantastisk at betragte de mange dyr, mens de boltrer sig ved vandkanten og komme helt tæt på flodhestene, der ligger og grynter i vandoverfladen og holder skarpt øje med forbipasserende gæster. Desuden kan du få et indblik i den lokale fiskerikultur, der finder sted på kanalen.
Kidepo Valley Nationalpark er muligvis Afrikas smukkeste nationalpark. Parken ligger i den helt nordlige del af Uganda mod grænsen til Sudan. Det vilde landskab består af de klassiske savanner, men med storslåede Mount Morungole bjergene i baggrunden.
Oplev de sultne Kidepo løver, når de jager den store flok af 4-5.000 bøfler eller se store flokke af elefanter, der langsomt bevæger sig rundt i landskabet.
Nationalparken er uden tvivl Ugandas mest afsidesliggende af slagsen, hvilket er med til at gøre den til noget helt særligt. Parken er for mange en ukendt destination, men det er en skam. Faktisk er Kidepo Valley Nationalpark udnævnt af CNN til at være Afrikas 2. bedste nationalpark efterfulgt af Serengeti sletten i Tanzania.
Lake Mburo Nationalpark dækker et areal på kun 260 km². Dermed er parken en af de mindste af Ugandas nationalparker. Den er derfor også en smule overset sammenlignet med de store parker. Men den beskedne størrelse skal du nu ikke lade dig afskrække af. Navnet 'Mburo' kommer fra Mburosøen. Søen er omkrandset af skove, savanner, sumpe og klipper.
I Mburo finder du et mangfoldigt dyreliv. Fuglearterne er mange og parken gemmer på dyrearter, der ellers er en sjældenhed andre steder i Uganda. Fx finder du her impalaer, Burchell’s zebra og elsdyrantiloper.
Uganda grænser som bekendt ikke ud til nogen af Afrikas kyster. Derfor skulle man også tro, at mulighederne for en vaskeægte eksotisk strandferie er ikke-eksisterende. Det er dog ikke helt sandt, for Uganda gemmer faktisk på en sand lille strandperle. Faktisk flere små strandperler på snor.
Hvis du leder efter et sted, hvor du kan slappe af og nyde en lille bid ægte afrikansk strandferie, så er øerne ved Ssese Islands det helt rigtige sted. De 84 øer ligger i den nordvestlige del af Victoriasøen. Nogle er beboede, mens andre står ubeboede hen. På en del af øerne er der bygget resorts, hvor gæster kan nyde den terapeutiske ro, der findes ved de lange, hvide sandstrande og det klukkende, rolige vand. Den største ø i øgruppen er Bugaga Island. Den er en veletableret ø, hvor der findes flere resorts og bungalows.
Der laves ofte bål på strandene om aftenen. Det er med til at give en helt særlig, hyggelig stemning, som præger hele området. Det er ikke så tosset at nyde en smuk afrikansk solnedgang over øerne med en drink i hånden. Vi kan også varmt anbefale, at du lejer en kano og sejler en tur på søen, og måske tager en rundtur til nogle af småøerne i båd. Det anbefales dog at undlade badningen på grund af risikoen for at støde ind i en af søens faste beboere som krokodiller og flodheste. I stedet har de fleste resorts og bungalows lækre swimmingpools, hvor du kan tage en sval dukkert.
Ssese Islands er den perfekte måde at få inkluderet nogle afslappende dage under din rejse til det ellers actionprægede og oplevelsesrige Uganda. Læn dig tilbage, knap en Nil-øl op, nyd strandlivet og det smukke ø-landskab. Det er den perfekte måde at lade de mange indtryk fra dit Uganda-eventyr blive fordøjet i fred og ro inden turen går hjemad igen.
Ja, Uganda har virkelig lidt af det hele. Landet er den perfekte eksotiske destination til dig, der ønsker at opleve lidt af alting uden at være en masse på farten. Uganda byder på en bred vifte af vidt forskellige oplevelser og attraktioner. Det er intet mindre end et paradis for enhver eventyrlysten sjæl.
Ugandas næringsrige jord får landet til at bugne af friske frugter og grøntsager. Især bananer er en af landets helt store specialiteter og en af de største eksportvarer sammen med kaffe. Og frugten smager simpelthen bare bedre i Uganda! Avocadoerne er grønnere, bananerne mere smagfulde og mangoerne sødere. Og sådan fortsætter det. At spise frugten, hvor den er vokset, er bare altid bedst, og Ugandas frugtbare jord gør underværker for smagen på frugt.
Den lækre frugt afspejler sig også i de mange markeder, der er en farverig fryd for øjet. Besøg markederne og sørg for at købe en masse forskellig og anderledes frugt, som du kan smage på. Du bliver overrasket over, hvor billigt - og ufatteligt lækkert - det er.
Det ugandiske køkken er ikke så kendt, som mange andre afrikanske køkkener. Det har aner til både det engelske, arabiske og indiske køkken.
Generelt består madlavningen af de råvarer, der er tilgængelige for de lokale. Det afspejler sig i, at retterne er rige på frugter og grøntsager. Planterne kombineres med en form kød. Det kan både være ged, kylling, okse eller noget helt fjerde.
Især bananer indgår som en fast del af madlavningen. Bananmosen Matoke, der er lavet på grønne madbananer, er en velkendt spise. Oftest serveres Matoke sammen med Binyebwa, der er en simpel jordnøddesauce. Den kan også serveres med en stuvning af bønner, kød eller jordnødder. Også den faste majsmelgrød Ugali, der er en fast inventar i mange afrikanske køkkener, spises af stort set hele befolkningen. En anden traditionel grød er posho, der koges på majsmel og ofte spises til morgenmad.
Læs om det lokale afrikanske køkken på vores rejseblog.
Det er ikke nogen hemmelighed, at størstedelen af befolkningen fra Uganda er fattige. Til trods for den manglende rigdom i penge, har de lokale fået rigdom i jorden og afgrøderne. Og det ved de. Der sættes nemlig en ære og stolthed i at passe på og dyrke jorden.
I mange mindre byer lever man uden elektricitet eller har blot for nyligt fået den introduceret i form af soldreven energi. I de større byer er der mere eller mindre stabil strøm. Selvom mange lever under spartanske forhold, er det yderst venlige og imødekommende mennesker, man møder på sin vej. De lokale er nysgerrige på turister og vil gerne lære. Du kan derfor godt forberede dig på en masse spændende samtaler med lokalbefolkningen, hvis du er så heldig at besøge Uganda.
Uganda har mere end 50 forskellige etniske grupper, hvor størstedelen hører til det bantu-talende folk. De mange etniciteter taler forskellige sprog, og en person fra det sydlige Uganda kan derfor ikke nødvendigvis forstå en person fra den nordlige del af landet. Den største etniske gruppe er Baganda, som udgør 17 % af befolkningen. En lille gruppe pygmæer lever i regnskoven mod sydvest. Den bantu-talende del af befolkningen lever i den centrale del af landet og mod nordøst. Generelt bor de mange stammer i alle dele af landet, men især områderne omkring Victoriasøen er tæt befolket, mens det nordpå er mere tyndt.
Har man som turist lyst til at få et indblik i Ugandas brede befolkning og de mange stammer, klaner og kongeriger, kan man besøge Ndere centret i hovedstaden Kampala. Her bliver der opført traditionel dans og musik, hvor du sågar kan nyde en middag under opvisningen.
Hvis du drømmer om at opleve Uganda, så kan vi kun opfordre dig til at forfølge din drøm. Vi er sikre på, at du ikke bliver skuffet, men tværtimod vil få en af dit livs største rejseoplevelser. Lad dig gerne inspirere ved at dykke ned i vores rejseforslag med komplette dagsprogrammer øverst her på siden og find yderligere informationer i vores rejseguide til Uganda - Afrikas perle - via linkene herunder.
Vores rejser til Uganda er baseret på skræddersyede rejseprogrammer, hvor aktiviteterne er udvalgt på baggrund af dine ønsker og behov. Vi står klar med vores ekspertise, der sammen med dine ønsker, kan sammensættes til det perfekte rejseprogram. Både afrejsetidspunkt og rejsens længde er fleksibel. Vi samarbejder med en lokal agent på destinationen, der er med til at sammensætte programmet. Kontakt os på mail eller telefon hvis du ønsker at høre mere om muligheden for en skræddersyet rejse.
Vi kan nemlig ikke vente med at sende dig på dit livs rejse til Uganda!
Uganda er kendt som værende et af Afrikas sikreste lande at rejse i. Din største bekymring bør nok være flodhestene, der ligger og brokker sig vandkanten. Man bør dog tage sine generelle forholdsregler, når man rejser til et nyt land. Den mest udbredte form for kriminalitet er tyveri. Det er derfor en god ide at passe godt på dine ejendele. Husk på, at Uganda er et fattigt land, så svage sjæle kan let blive fristet, hvis du går rundt med et guldur om armen.
Trafikken i Uganda er, som i så mange andre afrikanske byer, lidt sin egen. Reglen er, at der ingen regler er. Vær derfor påpasselig, når du bevæger dig i trafikken. Udover det, er Uganda en fantastisk og sikker destination, hvor du trygt kan befærde dig.
Hotellerne er nøje udvalgt, så du er sikker på at få den kvalitet, du har betalt for. Indkvarteringsmulighederne er mange, men vi prioriterer de lokale hoteller, der stemmer overens med den rejsetype, du har valgt. Desuden ønsker vi at booke hoteller, der emmer af den ugandiske stemning og autencitet. Personalet er høfligt og står altid klar til at hjælpe. Værelserne er ofte spartansk indrettet, men er charmerende, pæne og rene.
Rejserne i Uganda er velegnede for dig, der er eventyrlysten og sætter pris på et program, der er spækket med spændende aktiviteter og nye oplevelser. Vejene er af typisk afrikansk standard med huller og buler hist og her. Strækningerne kan være lange, når du skal rundt i landet.
Vi bestræber os altid på at strikke et rejseprogram sammen, der inkluderer mest muligt af Ugandas dyreliv, natur og kultur. Det er derfor også vigtigt at være nysgerrig og åbensindet overfor nye møder og oplevelser. Du vil møde dyr, der skal tages hensyn til, og hvor du skal tænke over din ageren. Du besøger lokale, der ikke er vant til turister, hvorfor besøget foregår på de lokales præmisser. Besøgene besidder en høj grad af autencitet, hvor der først og fremmest tages hensyn til de oprindelige beboere, hvad endten det er mennesker eller dyr. Det kan være
under et besøg til naturparadiset ved Nilen, et møde med de truede bjerggorillaer, en byrundvisning i Kampalas hektiske gader eller noget helt fjerde. Men går du ind til rejsen med et åbent og nysgerrigt sind, kan vi garantere en helt unik rejseoplevelse i Uganda, som du aldrig glemmer.
Ved indrejse til Uganda skal du selvfølgelig huske dig pas. Det skal være gyldigt minimum seks måneder efter hjemkomsten. Der er visumpligt ved indrejse til Uganda. Visum kan søges online og kan udstedes i op til 90 dage for 50 USD. Send gerne ansøgningen i god tid, da behandlingen kan tage nogle uger. Reglerne kan ændre sig med kort varsel, så sørg altid for at holde dig opdateret på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Der er krav om bevis for gul feber vaccination ved inrejse. Udover det lyder de generelle vaccinationsanbefalinger på difteri, stivkrampe, hepatitis og meningitis samt malariapiller. Afhængig af rejsens varighed kan der være andre anbefalede vacciner. Du er altid nødsaget til at rådføre dig ved egen læge, da Rickshaw Tours & Travel, som rejsebureau, ikke må rådgive om disse vaccinationer og malariapiller.
Valutaen i Uganda hedder Uganda Shillings (UGX) og kan hæves i bankernes hæveautomater i lufthavnen og i alle større byer. Det er desuden muligt at betale med US dollars. Enkelte steder tages der også imod Euro, dog anbefaler vi betaling med dollars eller Uganda Shillings.
Husk at give guiden drikkepenge under turen. Tommerfingerreglen lyder 5-10 dollars pr. person, pr. dag til guiden. Til restauranten gives gerne 10 % af regningen. Rengøringsdamen og portøren honoreres med ca. 1 dollar.
Klimaet i Uganda er primært tropisk. Landet ligger på ækvator, og man taler derfor ikke decideret om sæsoner som sommer eller vinter. Temperaturen er stort set den samme året rundt og ligger på 27-29 grader. Der findes dog 2 regnsæsoner i løbet af året. Den lange regnsæson ligger fra marts til maj, mens den korte regnsæson ligger i september til november. Dette er dog hovedsageligt gældende for den sydlige del af landet. I den nordlige del falder regnen fra marts til november. Selvom det hedder regnsæson, falder regnen ofte i et kortvarigt regnskyld, hvorefter soler kommer frem.
Uganda ligger i det østlige Afrika og grænser op til Kenya, Tanzania, Rwanda, Den demokratiske republik Congo og Sydsudan.
Uganda er 241.037 km²
Der er knap 43 millioner indbyggere i Uganda.
Det officielle sprog i Uganda er engelsk. Derudover tales der swahili og ganda.
Uganda ligger tæt på ækvator og klimaet er tropisk.
Valutaen i Uganda hedder Uganda schillings.
Ja, du kan godt tage på strandferie i Uganda. Ssese øerne har skønne sandstrande ned til Victoriasøens vand. Badning foregår dog sikrest i en pool på dit hotel.
Ja, Uganda byder på gode safariparker, og du kan opleve Big 5 i Uganda.
Ja, der lever chimpanser i Kalinzu Forest i Uganda.
Ja, du kan opleve Big 5 i Murchison Falls National Park i Uganda.
Ja, Uganda er et af kun tre lande i verden, hvor der lever bjerggorillaer og du kan komme på gorillasafari.
Uganda har mange skønne og unikke nationalparker. De bedste nationalparker i Uganda er Muchisons Falls National Park, Queen Elizabeth National Park, Bwindi Impenetrable Forest National Park og Lake Mburo National Park.
Ja, Victoriasøen grænser op til Uganda, og herudover Kenya, Tanzania og Rwanda.
Ja, Mount Elgon ligger på grænsen mellem Uganda og Kenya.
Nilen udspringer fra Victoriasøen i Uganda og passerer igennem Uganda og Sudan.
Rwenzori bjergene har Ugandas højeste punkt. Det hedder Margherita Peak. Det ligger i 5.119 m. højde og er Afrikas tredjehøjeste bjergtop.
Det tager ca. 8 timer at flyve fra Amsterdam til Uganda.
En rejse på ca. 8 dage koster inklusiv fly, forplejning, indlogering, safari og gorillatrek m.m fra ca. 24.000 kr. alt afhængig af rejsetidspunkt og standard for indkvartering med videre.
Vi henviser til egen læge for information om vaccinationer.
Ja, du skal have visum lavet hjemmefra for at rejse til Uganda.
Ja, Uganda er et fredeligt demokrati.
Ja, Uganda er et fredeligt land og det er sikkert at rejse dertil.
Ja, Uganda er sammen med Rwanda blandt Afrikas og verdens sikreste rejsedestinationer. Det er fx intet problem for enlige kvinder at rejse omkring i landet.
Rickshaw Tours & Travel
Scandinavia
Østre Kanalgade 16 st.
9000 Aalborg
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af
Dansk Rejsebureau Forening
Rickshaw Tours & Travel
kontorer i verden
Danmark SPØRG OS
England
Tanzania
Kenya
Rwanda
Canada
Indien