Find din rejse til Afrika her:
+45 6075 6075
Kenya byder på nogle af verdens største safarioplevelser. Rå og uspoleret natur danner en smuk scene for det vilde dyreliv. Her venter dig fantastiske naturoplevelser. Mombasa ved Det Indiske Ocean indbyder til badeferie og afslapning med sine smukke hvide strande og turkisblå vand. Nairobi og området heromkring lokker med talrige attraktioner fra nationalpark, girafcenter, elefantbørnehjem, perlefabrik, museer, restauranter, afrikansk kunst og meget mere. Hertil kommer de store kulturelle oplevelser, du får, når du møder Kenyas mange stammer og befolkningsgrupper.
Lad dig inspirere af vores rejseforslag herunder og og læs mere om skønne Kenya nedenfor. Kontakt os, så skræddersyr vi uforpligtende en unik rejse til Kenya til dig.
Kenya ligger i det østlige Afrika med grænse til blandt andet Tanzania, Uganda og Etiopien. Kenya ligger ud mod kysten til Det Indiske Ocean. Landet dækker et areal på ca. 582.650 km2 og kan prale med hele 56 nationalparker, der tilsammen dækker et areal på ca. 44.359 km2.
Når du rejser til Kenya, kan du glæde dig til fantastiske naturoplevelser. Kenya er sammen med Tanzania de to klassiske og helt uovertrufne safari-destinationer i det østlige Afrika. Naturen i Kenya er bare noget ganske særligt. Den er karakteriseret ved de storslåede landskaber, der er pyntet med eksotiske blomster, kornmarker og massevis af plantager, hvorfra der høstes ananas, bananer, kaffe, the og sisal. I vejkanten går køer, geder og får ledsaget af en masai eller en anden lokal afrikaner, med sin oppakning på hovedet.
Landet består af mange forskellige naturområder og nationalparker, der byder på vidt forskellige oplevelser, ligefra det knastørre slettelandskab til dramatiske områder med fantastiske skove, floder og bjerge som Mount Kenya og Mount Longonot. Den flere tusind kilometer lange Great Rift Valley slår sprækker i jorden og har skabt fantastiske bjergformationer og dybe dale i det kenyanske landskab.
Og så er der kyststrækningen ud mod Det Indiske Ocean. Svajende palmer på hvide sandstrande og massevis af oplevelser knyttet til de lokale havne- og fiskerbyer, strand og vand er et kapitel for sig.
Kenya er kendt som safarihovedstaden over dem alle, og det siges at være netop her, at safarirejsen så dagens første lys. Måske er det årsagen til, at Kenya bugner med dyrerige nationalparker, hvor der er store safarioplevelser at hente. Selvom safarilandskaberne egentlig er storslåede nok i sig selv, er det selvfølgelig dyrelivet, de fleste kommer for at opleve. Og i Kenya finder du dyr. Altså sådan rigtig, rigtig mange dyr.
Masai Mara siges at være den nationalpark i verden, der har den største koncentration af vilde dyr. Her kan du opleve tusindvis af antiloper, gazeller, gnuer, elefanter, giraffer, zebraer, løver, leoparder og geparder. Og meget mere. Alle dyrerne fra Big 5 er at finde i parken, ligesom du kan finde Big 5 i mange af landets andre nationalparker.
En af verdens største naturfænomener finder man i Kenya. Der er selvfølgelig tale om den berygtede migration af flere millioner gnuer og tusindvis af zebraer. Dyrerne bevæger sig i retning efter det friske, grønne græs og regnsæsonen gør, at græsset konstant vokser op forskellige steder i økosystemet mellem Masai Mara og Tanzanias Serengeti Nationalpark. En af de helt store spektakler finder sted, når græsæderne skal krydse floderne, hvor glubske krokodiller venter under vandoverfladen og sulte løver vender omkring floderne.
Kenya er listet med en lang række af nationalparker og naturreservater. Uanset hvilke du vælger at besøge på din safarirejse til Kenya, så er du sikker på at opleve det fantastiske dyreliv og den storslåede natur.
Den mest kendte park er uden tvivl Masai Mara, som samtidig har den største koncentration af dyr. Langt de fleste slår vejen forbi parken før eller siden under deres safarirejse. En af de helt unikke parker er Amboseli Nationalpark, der har ikoniske Mt. Kilimanjaro som kulisse. Tsavo East og Tsavo West Nationalpark er præget af den frodige og røde jord, som farver vegetationen såvel som dyr. Især elefanterne er kendt for deres røde farve. Mod nord ligger Samburu Nationalpark, som ligeledes byder på storslåede oplevelser, hvor du kommer helt tæt på dyrerne. Nogle af de andre fantastiske nationalparker og reservater inkluderer Aberdare Nationalpark, Lake Naivasha, Lake Nakuru og Ol Pejeta.
Her kan du læse meget mere om de mest populære safariparker i Kenya.
Kenya er et mangfoldigt land, der består af multietniske nationaliteter og forskellige stammer. En af de mest kendte er masaierne, der holder til i Masai Mara. Stammen er især kendt for deres udseende med røde, lilla og blå klæder, flotte perlesmykker og generelt farverige fremtoning. Masaierne har en masse traditioner, hvor især dans og sang spiller en stor rolle. En af dem er den karakteristiske, hoppende dans, hvor mændene konkurrerer om retten til at vælge sig en kone. Den mand, der kan hoppe højest, får retten til at vælge først. Imens står kvinderne på sidelinjen og synger. Er du på safari i Masai Mara er det oplagt at holde ind ved en af masai landsbyerne og få en rundvisning. Du vil se en opvisning af den imponerende dans og sang og derefter se, hvordan masaierne bor og lever i deres seminomadiske samfund.
Længere nordpå bor masaiernes søsterstamme, samburuerne. De minder tildels om masaierne ved at være et seminomadisk folk, der driver kvæg, får og geder. Udsmykningen er en smule anderledes, blandt andet ved at mændene farver deres hårdt med okkerfarvet ler. Samburuerne anses for at være endnu mere traditionsbundne end masaierne og har nægtet at tage nogle former for moderne trends og teknologier til sig. Samburuerne lever hovedsageligt af majs, mælk og blod fra deres kvæg. Det foregår på en brutal måde, når samburuerne skal drikke blodet. Her stikker de hul på koens blodårer og tapper blodet, hvorefter såret lukkes med varm aske.
Hvis du vil prøve det simple og autentiske liv som masai eller samburu, er det enkelte steder muligt at overnatte i en af landsbyerne. Det er en fantastisk mulighed for at komme helt tæt på stammefolket på en anderledes og uforglemmelig måde.
På vores rejseblog kan du læse mere om de østafrikanske masai'er.
Den kenyanske hovedstad Nairobi er en by, der summer af liv og aktiviteter døgnet rundt. Byen er udgangspunkt for de fleste udflugter, og den er næsten umulig at undgå, hvis du skal på en safari i Kenya. Det er nu heller ikke det værste at undgå, for Nairobi byder på en masse spændende aktiviteter og dyrerige oplevelser.
Byen udgør det perfekte startsted for dit afrikanske eventyr, og du har mulighed for at tage på din første safari i den hyggelige Nairobi Nationalpark. Dog kan safarioplevelserne ikke sammenlignes med de store af slagsen, du får i Kenyas større nationalparker, men det kan være en god opvarmning til det, du har i vente senere på rejsen.
Er det dyrerne, du er kommet for at se, kan du besøge Giraffe Center eller David Sheldrick Elephant Orphanage i Nairobi. Ved girafcentret har du mulighed for at se de udrydningstruede Rothschild giraffer, hvor du kan komme helt tæt på dyrerne og endda få lov at fodre dem. På elefantbørnehjemmet tager personalet sig af efterladte elefantunger. Her opfostres de indtil de er store og stærke nok til at blive sat tilbage i naturen. Elefantbørnehjemmet har åbent for publikum hver dag fra kl. 11-12, hvor du kan se elefantungerne hygge sig med litervis af mælk og leg og slåskampe i den jordbelagte kravlegård.
For mange danskere er et stop i Nairobi den oplagte mulighed for at besøge Karen Blixens kaffefarm. Her kan du opleve forfatterindens tidligere hjem og få et indblik i det idylliske og samtidig kaotiske liv, hun levede i Kenya. Du kan i samme omgang nyde synet af og evt. en vandretur i det smukke, bakkede område omkring farmen, Ngong Hills.
I Nairobi ligger Kazuri perlefabrikken, hvor der laves håndlavede smykker og keramik. Fabrikken blev startet som et socialt projekt for udsatte enlige mødre. I dag arbejder over 300 kvinder på centret, og de laver smykker, som eksporteres til mange lande verden over. På centret kan du få en rundvisning og se hele processen fra perlerne bliver støbt til de formes, males, brændes og til sidst sammensættes til fine smykker.
Vil du opleve bagsiden af Nairobi og komme helt tæt på de lokale, bør du besøge slumkvarteret Kibera, der er Afrikas største slumkvarter. Det er svært at fastslå, hvor mange mennesker, der bor i Kibera. Buddet lyder på alt imellem 250.000 mennesker og op til 1 million. Dog er én ting sikkert. Beholdningstætheden er enorm, da Kibera kun strækker sig over et areal på knap 3 km_, hvilket svarer til størrelsen af Nørrebro.
Det er en barsk øjenåbner at bevæge sig rundt i samfundet, men det er samtidig en livsbekræftende oplevelse. For til trods for de kummerlige forhold er stemningen god, og folket er imødekommende. Børnene leger ved vejkanten, de voksne sludrer med hinanden og der handles på kryds og tværs fra vakkelvorne boder og faldefærdige købsmændsbutikker. De lokale ved godt, at de ikke har en særlig stor rigdom i form af hverken penge eller materielle ting. Men i Kibera hersker der sammenhold og en utrolig optimisme, som vi herhjemme kan lære meget af.
Udover de omtalte populære og specielle aktiviteter, kan du nyde byens mange markeder, nationalmuseum og kulturelle forestillinger. Nairobi er desuden spækket med fantastiske restauranter og historiske hoteller.
Læs meget mere om de bedste oplevelser i Nairobi.
Efter flere dage, hvor kroppen er blevet rystet godt og grundigt igennem af bumlede veje og støv har fundet vej til både øjne, ører, næse og alt dit tøj, er det virkelig belejligt at bruge et bare dage ved stranden. De mange dyrerige oplevelser skal fordøjes, og findes der en bedre måde at gøre det på, end med en drink i hånden og et dyp i Det Indiske Ocean? Nej, det mener vi heller ikke.
Vil man kombinere rejsen med nogle afslappende dage ved stranden, er Mombasa svaret. Her finder du lange, hvide sandstrækninger med svajende palmer, der grænser op til azurblå bølger. Både nord- og sydkysten byder på fine resorts og hoteller, hvor du får udlevet drømmen om den eksotiske badeferie, du altid har drømt om. Nogle af de bedste strandområder er ved Diani Beach, Nyali Beach og den mere nordlige Watamu Beach. Ud for kysten ligger fantastiske marine nationalparker, hvor der er gode snorkel- og dykkermuligheder blandt fascinerende koraller og farverige fisk. I centrum finder du Mombasa Old Town, hvor den arabiske indflydelse præger bybilledet. Her kan du tage med på rundvisning og høre om den spændende historie fra koloniseringstiden
Skal du til Mombasa, kan du med god grund overveje at rejse med det moderne Madaraka Epress lyntog. Det går fra Nairobi og tager dig i løbet af 4-5 timer til Mombasa. Turen er fantastisk smuk med flotte landskaber, vilde dyr og en service, der er i top.
Læs her om Watamu Beach i Mombasa.
En anden mulighed er at flyve til Zanzibar, der hører til Tanzania. Øen ligger ud for kysten og er kendt for de eksotiske bounty strande med hvide sandstrande og turkis vand, der nærmest skærer i øjnene. Uanset hvor på øen du tager hen, er der fantastiske strande.
Men hvad skal man så vælge? Mombasa eller Zanzibar? Der findes fordele og ulemper ved begge destinationer. Ved Mombasa har du mulighed for at tage den unikke togrute Madaraka Express, som er en helt særlig oplevelse. Det er billigt, og du slipper for at skulle flyve, hvis du helst vil undgå det. Der er dog mulighed for at booke fly, hvis du foretrækker det. Skal du til Zanzibar, er du nødsaget til at flyve dertil. Ankommer du fra Kenya, vil du skulle betale for et visum til Tanzania på 50 USD. Udover det, er flyturen også end del dyrere end togturen til Mombasa. Dog er strandene på Zanzibar, efter vores mening, en lille my bedre end strandene ved Mombasa. Det er ofte en personlig vurdering, men for nogle føles det mere eksotisk at holde ferie på en ø fremfor ved kysten.
I bund og grund minder de to strandferie destinationer meget om hinanden. Begge har en gammel bydel, hvor man kan gå på opdagelse i historien om datidens kejserherredømme og arabiske kolonisering. Arkiktekturen minder til dels om hinanden, ligesom maden på begge destinationer er indenfor samme genre. Vigtigst af alt, har begge destinationer de lækre strande med varme bølger og kolde drinks. Så er resten mest af alt en smagssag.
Læs mere om oplevelser på Zanzibar.
Trekking er en fantastisk måde at komme helt tæt på den storslåede natur. Du oplever og sanser omgivelserne på en helt anden måde og får samtidig brugt kroppen. Med et godt helbred og en god portion gåpåmod, er det muligt for de fleste at kaste sig ud i Kenyas mange vandrestier og ruter, der snor sig igennem bløde bakker, dybe vulkankrater og dramatiske bjerge.
Mt. Kenya står med sine 5.199 km. som en af de ultimative trekkingoplevelser i Afrika med en storslået udsigt til snedækkede bjergtinder, dale, rå natur og vilde dyr. Der findes over 30 forskellige ruter, hvor nogle er relativt lette, mens andre kræver en god fysik og teknisk snilde for at nå til Point Lenana i 4.984 km. højde. De højeste punkter, Peak Sebastian og Peak Nelion i hhv. 5.199 og 5.188 meters højde, kan kun nås af de mest erfarne klatrere. Under turen bevæger du dig igennem adskillige klimazoner i de smukkeste landskaber, hvor naturen består af både regnskov, højmose, bambusskov og alpin vegetation. Skovene er hjemsted for forskellige dyr som elefanter, zebraer, næsehorn, bøfler og sågar løver. Fuglelivet er uovertruffent, og du vil undervejs høre og se mange sjove og fascinerende arter.
I Kenya findes en masse andre spændende trekkingmuligheder ligefra de mindre bakker ved Ngong Hills og Karura Forest i Nairobi til de mere afsidesliggende vandrestier ved Mt. Longonot, Menengai krateret og Mt. Elgon.
Ngong Hills ligger ved i udkanten af Nairobi og består af små bakker, der ligger i forlængelse af Great Rift Valley. Karen Blixens kaffefarm lå for foden af Ngong Hills, og forfatteren har flere gange beskrevet den smukke natur omkring bakkerne.
Karura Forest ligger i Nairobi. Her er der lavet veletablerede gangstier, hvor man kan bruge det meste af dagen på at nyde naturen og den friske luft. Inde i skoven findes et forfriskende vandfald, som er muligt at besøge. Mt. Longonot er en keglevulkan, der har udsigt over Lake Naivasha. Her kan du tage af sted på en dagstur, hvor du vandrer ved det dramatiske vulkankrater. Mount Elgon ligger ved grænsen mellem Uganda og Kenya og er en udslukt skjoldvulkan. Det er muligt at tage på dagsturer såvel som turer, der varer flere dage. Menegai krateret anses for at være verdens anden største krater, og de fleste tager på dagsturer til krateret, der ligger tæt ved Lake Nakuru.
Trekking er en aktivitet, der sagtens kan stå alene og være det gennemgående tema på rejsen. Dog er det oplagt at kombinere med nogle af Afrikas andre fantastiske oplevelser, såsom safari eller strandferie ved kysten.
Det kenyanske køkken er et multikulturelt sammensurium af forskellige smage. Den traditionelle kenyanske kost består ofte af majsmelsgrød, kendt som ugali, serveret med en gryderet bestående af okse, lam eller kylling. Mukimo, der er en slags kartoffelmos med majs, serveres også dertil. Mange af de lokale grøntsager og frugter bruges til madlavningen.
Der dyrkes massevis af rodfrugter i Kenya, fx den karakteristiske og populære kassawa rod, samt lækre eksotiske frugter som ananas, små mini-bananer kaldet 'endizi' på swahili, mango, avokado og vandmeloner.
Det indiske køkken fylder en overraskende stor del i Kenya. Indiske arbejdere kom til landet i forbindelse med jernbanebyggeriet i 1900-tallet. Det har siden haft en stor indflydelse på den kenyanske kultur, især i storbyen Nairobi. På samme måde har den arabiske kultur haft en stor påvirkning grundet tiden, hvor Kenya var et arabisk rige. Derfor vil man se mange indiske og orientalske restauranter. Kenyanerne har taget flere af de indiske og mellemøstlige retter til sig, såsom pilau og byriani. Begge retter er en risret serveret med en masse lækre krydderier.
Ved kysten serveres især fisk- og skalddyr. Her har den arabiske kultur også fået sin indflydelse på maden, som altid er med massere af krydderier og smag. I mange af retterne bruges kokos og madbananer.
Du kan læse mere om maden i østafrika i vores blogindlæg om det lokale afrikanske køkken.
Lad dig inspirere af vores mange blogindlæg om Kenya på vores rejseblog og bliv meget klogere på landets attraktioner og hvordan du får den allerbedste rejse til det østafrikanske safariparadis. Se udvalgte indlæg herunder.
Vores rejser til Kenya sammensættes som skræddersyede rejser, hvor rejseprogrammet planlægges ud fra dine ønsker og behov. Rickshaw har kontor i Nairobi, som vi samarbejder med, når rejseprogrammet skal sammensættes. Kombinationen af vores erfaring og ekspertise, det lokale kontors viden og dine ønsker giver grundlaget for at sammensætte et unikt og perfekt rejseprogram.
Vi arrangerer desuden grupperejser til Kenya med safari og badeferie ved østkysten, hvor du er afsted med dansk rejseleder. Datoerne bliver løbende lagt på vores hjemmeside. Du er velkommen til at kontakte os på mail eller telefon, hvis du ønsker at høre mere om vores grupperejser eller skræddersyede rejser til Kenya.
Sikkerheden i Kenya er generelt god, og du vil blive mødt af en venlig og imødekommende lokalbefolkning. Du bør dog undgå at rejse til den nordøstlige del, der grænser op til Somalia, da uroligheder kan forekomme. Vær opmærksom på risikoen for tyveri, trafikuheld og uroligheder i forbindelse med demonstrationer. Generelt anbefaler vi, at du altid tager dine forbehold, når du rejser til et fremmed land. Lyt efter guidens anbefalinger under rejsen og brug din sunde fornuft. Undgå at bære dyre smykker, tag en taxa, når det er mørkt og pak kameraet væk, når du ikke bruger det.
Vi udvælger nøje de hoteller, vi benytter os af på destinationen. Vi foretrækker de autentiske og lokale hoteller, hvor komfort og service er i høj klasse. Hotellerne er ofte enkle, men kvaliteten er i top. Personalet byder dig velkommen med åbne arme og er klar til at hjælpe. Vores rejser er skræddersyede, og det er derfor muligt at vælge de hoteller, der passer til dine ønsker og krav.
Er du til eventyr og spændende aktiviteter, er vores rejseprogram lige noget for dig. Vi forsøger altid at fylde rejseprogrammet med oplevelser, der giver en god mulighed for at lære destinationen godt at kende. Under en safari i Kenya skal man indstille sig på, at vejforholdene er noget andet end herhjemme. Vejene er kun periodevis asfalterede, og kørsel i safariparkerne er en bumlet og hoppende fornøjelse. Deraf navnet ’afrikansk massage’. Det er samtidig en del af charmen ved at være på en ægte, afrikansk safari.
De fleste, der besøger Kenya, ønsker at opleve det overvældende dyreliv og den smukke natur. Derfor er det også temaet, der præger rejseprogrammet. Det er sammensat således, at du oplever mest muligt af Kenyas dyreliv, natur og kultur. Derfor opfordrer vi til, at du går ind til oplevelserne med et nysgerrigt og åbent sind. Du vil møde nye mennesker, vilde dyr og fremmede kulturer. Vi forsøger at gøre besøgene så autentiske som muligt, men samtidig udvise en stor respekt for de oprindelige beboere, hvadend det er dyr eller mennesker. Går du ind til rejsen med den indstilling, tør vi godt love, at du får en uforglemmelig rejse i Kenya!
Der er visumpligt ved indrejse til Kenya. Visum udstedes ved ankomst til lufthavnen og koster på nuværende tidspunkt 50 USD. Det er gyldigt op til 90 dage. Passet skal være gyldigt minimum 6 måneder ved ankomst til destinationen. Du kan finde de gældende visumregler på Udenrigsministeriets hjemmeside eller forhøre dig nærmere hos os.
De generelle vaccinationsanbefalinger til Kenya lyder på hepatitis, difteri og stivkrampe. Der er desuden krav om vaccination mod gul feber, hvis man kommer fra et område med risiko for smitte. Afhængig af rejsens længde kan der være andre anbefalede vaccinationer. Rickshaw Tours & Travel må som rejsebureau ikke rådgive omkring vaccinationer og malariaforebyggelse. Du bør derfor kontakte egen læge vedrørende de generelle vaccinationsanbefalinger.
Valutaen i Kenya hedder kenyanske shillings (KES). 100 KES svarer til ca. 6,5 DKK. Man kan hæve den lokale valuta ved en hæveautomat i lufthavnen eller de lokale banker. Langt de fleste steder accepteres amerikanske dollars, der ikke er ældre end år 2003. Vi anbefaler, at du medbringer dollars hjemmefra og hæver den lokale valuta på destinationen. Husk at tilkendegive din tilfredshed med guiden i form af drikkepenge. Som tommerfingerregel honoreres guiden med 20 dollars pr. bil pr. dag. Ved restaurantbesøg lægges 10% af regningens beløb oveni. Rengøringsdamen og portøren honoreres med ca. 1 dollar pr. dag eller pr. kuffert.
Kenya ligger ved ækvator og har et tropisk klima. Der er dog mere varmt og fugtigt ved kysten end i den centrale del af landet, hvor der er tørt og tempereret. Ved kysten ligger temperaturerne mellem 28-32 grader, mens de i landet ligger mellem 20-26 grader. Der findes ikke deciderede sæsoner i Kenya, men i stedet er der en lang og kort regntid. Den lange regntid falder fra marts til maj og den korte regntid falder i oktober og november. Ofte falder regnen som kortvarige byger, der typisk rammer om eftermiddagen. De køligste måneder er fra april til september, hvor dagstemperaturen i den centrale del af landet ligger på 20-24 grader. De varmeste måneder er fra oktober til marts, hvor temperaturerne ligger på 23-27 grader.
Vejrlig henover årets måneder er generelt som følger i Kenya:
Juli og august: Kenyansk vinter
Januar og februar: tørt
Marts til maj: vådt
Juni til september: tørt
Oktober til december: vådt
Kenya ligger i Østafrika. Landet grænser op til Tanzania, Uganda, Somalia, Etiopien og Sydsudan.
Kenya er 582.000 km2 i størrelsen, hvilket svarer til ca. 13 gange størrelsen af Danmark.
Hovedstaden i Kenya hedder Nairobi. Byen ligger i ca. 1.800 meters højde. Navnet Nairobi stammer fra masaierne og betyder ”koldt vand”.
Den største by i Kenya er Nairobi. Dernæst kommer Mombasa ved Østkysten og Kisumu i den vestlige del af landet.
Der bor knap 50 millioner mennesker i Kenya.
Engelsk og swahili er de to officielle sprog i Kenya.
Der tales omkring 60 forskellige sprog i Kenya, hvoraf engelsk og swahili er de to officielle sprog.
Ja, man taler engelsk i Kenya. Engelsk er et af landets hovedsprog, og det tales derfor af langt størstedelen af befolkningen.
Ja, guiderne i Kenya taler engelsk. Alle vores guider hos Rickshaw er engelsktalende.
I Kenya er der varmt året rundt. Temperaturerne ligger mellem 20 og 35 grader. Der er varmest ved kysten, mens der i Nairobi kan være køligere grundet byens høje beliggenhed. Her kan temperaturen nå ned på 15 grader om natten og 18-20 grader om dagen.
Der findes to regntider. Den lange regntid falder fra marts til maj, mens den korte falder i november og december.
Temperaturerne i Kenya ligger typisk mellem 21 og 35 grader. Der er varmest fra november til april, mens de køligste måneder ligger fra maj til oktober. Der er dog ikke store temperaturforskelle i løbet af året, da forskellen mellem vinter og sommer ofte kun er 3-4 grader.
Kenya ligger midt på ækvator og har et tropisk klima. Ved kysten er der varmt og fugtigt, nordpå er der tørt og centralt i landet er der tempereret.
Ja, det er oplagt at tage på badeferie i Kenya. Langs østkysten ved Mombasa findes der kridhvide sandstrande, som ligger ud til Det Indiske Ocean. Du kan også kombinere rejsen med badeferie på Zanzibar, som ligger ud for Tanzanias kyst.
Ja, Kenya er et af verdens bedste safaridestinationer. Man kan opleve Big 5 og et væld af andre dyr, der lever i landets mange nationalparker og vildtreservater.
Ja, man kan godt trekke i Kenya. Nogle af de populære trekkingsteder findes ved Mount Kenya, Mount Elgon eller Mount Longonot.
Kenya er en god destination til dykning. Kyststrækningen er lang og byder på noget af verdens bedste koralrev. I Det Indiske Ocean kan du komme på en fantastisk undervandssafari med både delfiner, skildpadder, hvaler og alverdens farvestrålende fisk. Vandtemperaturerne er behagelige året rundt, dog er sigtbarheden bedst fra september til juni.
Nogle af de populære dykkersteder er Watamu Marine Nationalpark, Kisite Mpunguti Marinereservat, Mtwapa- og Barracuda Reef.
De kenyanske farevande er sublime til snorkling. Ved Det Indiske Ocean finder du noget af verdens bedste koralrav, og alle kan derfor nyde havets skatte med et par dykkerbriller og en snorkel. Der arrangeres en masse snorkelture langs kysten, som du kan deltage i.
Ja, det er sikkert at rejse til Kenya. Vi sender kun vores gæster til destinationer, hvor sikkerheden er i top. Vi holder os opdateret gennem de lokale turoperatører og på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Kenya er et sikkert land at rejse i. Dog bør man altid tage sine generelle foranstaltninger og passe på sine egendele. Følg altid guidens anvisninger om, hvordan du bør gebærde dig.
Der findes 42 forskellige stammer i Kenya. De største stammer er kikuyu, luhya og luo, der tilsammen næsten udgør halvdelen af befolkningen. Blandt de mest kendte er masai og samburu stammefolket. Det er muligt at besøge stammerne og få et indblik i deres kultur og traditioner.
Ja, det er muligt at besøge en stammelandsby i Kenya. Mange besøger en masai landsby i forbindelse med en safari i Masai Mara, men der er også mulighed for at besøge andre stammer. Du er velkommen til at kontakte os for nærmere info.
Ja, der bor masaier i Kenya. Masaierne holder til i Masai Mara, hvor de bor i mindre landsbyer. Det er muligt at besøge en masai landsby for et mindre beløb. Her vil du opleve masaiernes karakteristiske dans og sang samt få en rundvisning i deres ydmyge hjem.
Det er muligt at møde masaier i Masai Mara. Mange kombinerer safarien med et besøg til en af landsbyerne, hvor masaierne byder indenfor til dans, sang og rundvisning.
Valutaen i Kenya hedder kenyanske shillings (KES). 1 DKK svarer til ca. 15,5 KES.
Nairobi er en pulserende og spændende storby at gå på opdagelse i. Du kan blandt andet tage på safari i Nairobi Nationalpark, besøge Karen Blixen museet eller Kazuri perlefabrik. Du kan desuden tage et smut forbi David Sheldricks elefantbørnehjem, hvor forladte elefantunger opfostres. Det er også muligt at besøge girafcentret, hvor du kan fodre giraffer. Også Giraffe Manor er kendt for at tilbyde en unik mulighed for at komme tæt på dyrene. Her går girafferne rundt på hotellets grund og stikker i ny og næ hovedet ind ad vinduet og hilser på.
Ja, handicappede kan sagtens komme på en safari i Kenya. Landet er en af de førende destinationer indenfor handicaprejser. Det gør det muligt for folk med handicap eller en anden form for funktionsnedsættelse at komme på deres livs rejse.
Nogle af Kenyas mest populære og dyrerige nationalparker findes især i den sydlige del af landet. Først og fremmest er der Amboseli Nationalpark, der ligger med ikoniske Kilimanjaro i baggrunden. I den sydlige del finder man Tsavo East og West Nationalpark, som ligger på vej mod Mombasa. Og så er der safariparken over dem alle, nemlig Masai Mara. Langt de fleste besøger Masai Mara under deres safari grundet det spektakulære dyreliv og den endeløse savanne.
Udover de nævnte parker er der Aberdare Nationalpark, Samburu Nationalpark og søerne ved Lake Naivasha og Lake Nakuru, som alle byder på uovertruffen dyreliv og natur.
Der findes malariamyg i Kenya. Du bør derfor konsultere dig med egen læge angående malariaforebyggende medicin inden rejsen. Som rejsebureau må Rickshaw Tours & Travel ikke rådgive vedrørende medicin og vacciner.
Da der findes malariamyg i Kenya, er der risiko for at blive smittet med malaria. Du bør derfor rådføre dig hos din læge angående malariaforebyggende medicin.
Ja, man kan sagtens rejse med små børn i Kenya. Mange af attraktionerne og seværdighederne er oplagte for børn. Især i safariparkerne, men også i Nairobi, findes en lang række børnevenlige aktiviteter. Det er desuden muligt at blive indkvarteret på familievenlige lodges.
Hos Rickshaw Tours & Travels skræddersyer vi rejsen, og den kan derfor arrangeres efter jeres ønsker og behov. I har safaribilen og guiden for jer selv, og turen kan derfor inkludere alle de pauser eller safariture, du og dine børn kan rumme.
Ja, Kenya er en Big 5 destination. Big 5 er en gammel jagtbetegnelse og indbefatter løven, elefanten, leoparden, bøflen og næsehornet. Udover Big 5 huser Kenya en enorm vifte af mange andre, spændende dyrearter.
Masai Mara er flere gange blevet kåret til den nationalpark med den største koncentration af dyr. Dog er dyrelivet overvældende i de fleste af Kenyas nationalparker, og mulighederne er derfor mange.
Kenyas største nationalpark er Tsavo Nationalpark. Den er delt op i en østlig og vestlig del, men udgør tilsammen 22.000 km2.
Ja, gnuernes vandring foregår i Masai Mara i Kenya.
Migrationen af over 1 millioner gnuer og zebraer foregår i Kenyas Masai Mara fra slut juli til start oktober.
Gnuernes vandring foregår i Masai Mara fra slut juli, hvor dyrene krydser Mara Floden, og frem til starten af oktober. Dog afhænger tidspunktet af regnsæsonen, som kan ændre sig en smule år for år.
Masai Mara er 1.510 km2.
Masai Mara ligger i den sydlige del af Kenya og hænger sammen med Serengeti Nationalpark i Tanzania. De to parker udgør et unikt økosystem, der er hjemsted for millioner af dyr.
Det tager ca. 9 timer at flyve til Kenya. Inklusiv mellemlandinger og ventetider varer turen ofte mellem 12-15 timer.
En rejse til Kenya med Rickshaw koster fra ca. 20.000 kr. pr. pers. afhængig af flypriser, antal rejsende og sæson. Hertil kommer udgifter til drikkepenge undervejs, visum, rejseforsikring og vaccinationer.
Kenya byder på et væld af oplevelser indenfor kultur, natur og dyreliv. Du kan både tage på storbyferie, trekkingrejse, badeferie eller safari. Det er desuden oplagt at kombinere flere af rejsetyperne.
Kenya er især kendt som en safaridestination i verdensklasse, og det er også den største grund til, at turister besøger landet.
Kenyas største attraktion er uden tvivl Masai Mara. Vildtreservatet er flere gange blevet kåret til et af verdens bedste, og stedet tiltrækker mange turister hvert år. Men også det ikoniske Karen Blixen museum er velbesøgt.
Det er muligt at tage på safari i Kenya året rundt. Dog er de tørre måneder fra januar til marts samt juli til oktober utrolig populære. Fra slut juli til start oktober foregår den årlige migration af over 1 million gnuer og zebraer. Det tiltrækker hvert år tusindvis af turister.
Ja, det er muligt at flyve mellem mange af safaridestinationerne i Kenya. På den måde sparer du tid fra at sidde flere timer i bilen og kan i stedet bruge tiden intensivt på safari. Prisen bliver selvfølgelig en anelse højere af at flyve mellem destinationerne.
En typisk safari strækker sig over 4-6 dage, hvor du besøger 2-3 forskellige safariparker i Kenya.
Hos Rickshaw Tours & Travel skræddersyer vi rejserne. Det er derfor muligt at planlægge nøjagtig den mængde af safari, som du har lyst til.
Ja, det kræver visum at rejse til Kenya. Visum koster 50 dollars og er gyldigt op til 90 dage. Dit visum udstedes ved ankomst. Det er muligt at søge visum online, men det kan også gøres manuelt ved ankomst. Passet skal være gyldigt minimum 6 måneder efter ankomstdatoen.
Reglerne for visum kan ændre sig med kort varsel. Du bør derfor holde dig opdateret på Udenrigsministeriets hjemmeside. Du er altid velkommen til at rådføre dig hos os.
Et visum til Kenya kan søges manuelt ved ankomst i lufthavnen eller søges online hjemmefra. Vi anbefaler, at du får visum ved ankomst i lufthavnen.
Som rejsebureau må Rickshaw Tours & Travel ikke rådgive omkring vaccinationer og medicin. Du bedes derfor rådføre dig hos egen læge.
Rickshaw Tours & Travel
Scandinavia
Østre Kanalgade 16 st.
9000 Aalborg
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af
Dansk Rejsebureau Forening
Rickshaw Tours & Travel
kontorer i verden
Danmark SPØRG OS
England
Tanzania
Kenya
Rwanda
Canada
Indien