Find din rejse til Afrika her:

 

Rejser til Uganda

23

jul

15 største oplevelser i Uganda

Vidste du, at der venter dig et overflødighedshorn af store oplevelser i Uganda? Winston Churchill navngav Uganda: “Afrikas perle”. Landet er et tagselvbord af imponerende attraktioner og unikke seværdigheder, du ikke kan se eller opleve andre steder i verden.

 

Uganda er først og fremmest kendt for den unikke gorillatrekking, men er samtidig meget mere end det. Det er nemlig også landet, hvor du kan stå med en fod på hver side af ækvator, opleve det afrikanske dyreliv og den kæbetabende natur med brusende vandfald, floder og søer. Du kan møde vibrerende kulturer og tage på adrenalinfyldte eventyr. Ja, landet har en bred palette af spændende ting at byde på.

 

Så hvis Uganda har vækket din interesse, og du gerne vil lære mere, kan du her læse om 15 fantastiske oplevelser i Uganda.

 

 

Ugandas 15 største oplevelser

 

 

1. Kryds ækvator

 

ækvator-uganda.

 

Det bedste sted at krydse ækvator i Uganda er ved byen Kayabwe ved Mpigi distriktet. Her er det muligt at stå med en fod på hver side og undersøge, om man virkelig kan mærke forskel i tyngdekraften. Der findes der en række souvenirbutikker og restauranter. Du kan også finde en markering af ækvator ved Queen Elizabeth Nationalpark.

 

Glem dog ikke solen ved ækvator – den er stærk, og det er vigtigt at beskytte huden med en høj solfaktor.

 

 

2. Ta’ på safari

 

elefanter-dyr-uganda-kazinga

 

Tag på en safarirejse og oplev det afrikanske dyreliv. Det er en af de mest populære attraktioner i Uganda. Du vil hurtigt opdage, at guiderne er dygtige til at spotte de rigtige steder for at opleve bøfler, elefanter, giraffer, løver, antiloper, chimpanser og alle de andre skønne dyr helt tæt på.

 

Nogle af de bedste steder at tage på safari i Uganda er i Queen Elizabaeth Nationalpark, Murchison Falls Nationalpark og Bwindi Impenetrable Nationalpark.

 

 

3. Ta’ med på gorillatrekking

 

Bjerggorillaer.uganda

 

Af alle de spændende ting at give sig til i Uganda, er det største for mange nok at trekke med bjerggorillaer i Ugandas dybe regnskov.

 

Bjerggorillaerne er en truet dyreart med mindre end 1.000 tilbageværende individer. De kan kun opleves i Uganda, Rwanda og Congo. Ugandas Bwindi Impenetrable Forest er hjemsted for det største antal af bjerggorillaer. Alene den unikke mulighed gør gorillatrekking til en once-in-a-lifetime oplevelse.

 

Myndighederne i Uganda har opstillet strenge regler for gorillatrekkingen for at beskytte både dyr og turister. Det kræver derfor en tilladelse for at kunne trekke med dyrene. Et trek foregår altid sammen med erfarne guider, der ved hvordan og hvor, man kan møde gorillaerne.

 

Læs mere om bjerggorillaerne på vores rejseblog: Bjerggorillaer i Uganda og Rwanda, Bjerggorillaer i disen og Ghita Nørby, WWF og bjerggorillaerne.

 

 

4. Oplev Nilens udspring og dyrk ekstremsport

 

rafting-nilen-uganda_

 

De fleste er bekendte med at Nilen er den længste flod i verden, men vidste du, at den har sit udspring i Uganda? Når du er i området ved Murchison Falls Nationalpark, er du tæt på byen Jinja, hvor Nilen starter. 

 

Hvis det ikke er spændende nok i sig selv, byder Jinja og dens omgivelser på en masse adrenalinfyldte aktiviteter. Faktisk anses byen for at være Østafrikas adrenalin-hovedstad.

 

Her kan du springe bungyjump, køre mountainbike, sejle i kajak, ride på hesteryg, riverrafte eller quadbike. Ja, der er rig mulighed for at prøve grænser af og udfordre sig selv.

 

 

5. Udforsk Murchison Falls Nationalpark

 

landskab-uganda-murchison falls

 

Når du alligevel er i gang med at udforske Jinja og Nilen, kan du med god grund lægge vejen forbi Murchison Falls Nationalpark. Den er landets største nationalpark og et af de bedste steder at opleve Afrikas Big 5 samt den truede Rothschild giraf, der er verdens højeste girafart.

 

Nationalparken er paradis for enhver fugleinteresseret med over 450 arter, heriblandt den flotte fugl, træskonæbbet.

 

Du må ikke snyde dig selv for det fantastiske syn over det vandfald, som parken er opkaldt efter. Uanset om du besøger steder på en safari eller på et bådcruise, så vil du opleve det enorme vandfald. Det anses for at være et af de mest kraftfulde vandfald i verden, hvor flere tusind liter vand brager igennem en seks meter bred sprække.

 

 

6. Mød vilde næsehorn ved Ziwa Rhino Sanctuary

 

næsehorn

 

Det kan være svært at opleve de vilde næsehorn i Uganda, da de fleste desværre er blevet dræbt af griske krybskytter. Derfor er de resterende næsehorn nu blevet fjernet fra nationalparkerne for at beskytte dem mod komplet udryddelse.

 

Dog findes der, takket været Ziwa Rhino Sanctuary, stadig en god bestand af de smukke dyr i landet. Reservatet ligger ved Nakasongola distriktet på ved til Murchison Falls Nationalpark. Her kan du komme på guidede trekkingture, hvor du kan opleve næsehornene samt andre dyrearter som flodheste, antiloper, krokodiller og mere end 250 forskellige fuglearter. Du kan også tage på kanoture eller smukke gåture i den fredfyldte natur.

 

 

7. Se de træklatrende løver i Queen Elizabeth Nationalpark

 

trækklatrende-løve-victoria-national-park-uganda

 

En af de ting, man stort set kun kan opleve i Uganda, er de træ-klatrende løver. De bedste chancer for at se de specielle løver er ved Ishasha regionen i Queen Elizabeth Nationalpark.

 

Eftersom løverne jager om natten og bruger det meste af dagen på at sove i træerne, kan du oftest se dem mellem kl. 8 og 18.00.

 

Mens du er i parken, har du mulighed for at se en masse andre dyr og nyde en tur i luftballon, sejle på Kazinga kanalen eller tage på en scenisk køretur til kratersøen eller Rwenzori bjergene.

 

 

8. Oplev Ugandas traditionelle kulturer og stammefolk

 

ndere-centret-kampala-uganda-dans.1

 

Man kan næsten ikke besøge Uganda uden at opleve noget af landets traditionelle dans og musik. Et af de bedste steder til dette er Ndere centret i hovedstaden, Kampala.

 

Centret er åbent hver onsdag, fredag og lørdag aften. Ndere centret har 700 siddepladser, hvorfra publikum kan nyde shows fyldt med energi, farverige kostumer, dans og musik, der repræsenterer Ugandas lokale stammer.

 

Du kan endda være heldig at smage lokalt mad, der tilberedes på grillen.

 

 

9. Slap af ved den botaniske have

 

botanisk-have-entebbe-uganda.

 

Hvis du gerne vil finde et smukt sted at slappe af og trække vejret under din rejse i Uganda, er National Botanical Gardens det rette sted.

 

Beliggende ved Victoriasøen i byen Entebbe ca. en times kørsel fra Kampala, finder du denne sprudlende have. Her findes der cykel- og gangstier, der fører dig gennem frodige landskaber med adskillige træer, planter og blomster. Nyd gåturen imens aber, egern, sommerfugle og fugle svimler omkring dig.

 

Hvis du besøger haven i november, kan du opleve den årlige Milege World Music Festival, hvor der fremføres traditionel kunst, musik, sang og dans af kunstnere fra hele Afrika.

 

 

10. Kom tæt på Afrikas krybdyr i Uganda Reptile Village

 

krodille-dyr-uganda-murchison falls

 

At opleve det utrolige dyreliv er en af de mest populære attraktioner i Uganda, og det inkluderer også krybdyr. Er du i Entebbe, kan du besøge Uganda Reptile Village, der er et reservat for truede krybdyrarter.

 

Her kan du opleve 20 forskellige arter, heriblandt krokodiller, kamæleoner, skildpadder, kobraer, varaner og nogle af Afrikas giftigste slanger, blandt andet gaboon viperen.

 

Du kan besøge uddannelsescentret for at lære mere om dyrene. Centrets formål er blandt andet at inspirere de besøgende til at sætte større pris på det afrikanske dyreliv – stort som småt.

 

 

11. Nyd udendørsaktiviteterne ved Victoriasøen

 

landskab-uganda-victoriasøen

 

Det vil ikke føles rigtigt at rejse til Uganda, hvis ikke du har besøgt Afrikas største sø.

 

Victoriasøen tilbyder ikke kun billedskønne udsigter og fantastiske fotomuligheder, men der findes også en lange række spændende udendørsaktiviteter i området.

 

Her kan du nyde fiskeri, vandsportsaktiviteter, bådcruises, picnicture, fugleudflugter, kulturelle udflugter i lokale landsbyer og vandrestier, der leder til antikke områder med stenkunst.

 

Du får mulighed for at opleve Ugandas fantastiske dyreliv med arter som krokodiller, flodheste, skildpadder og oddere for at nævne nogle få.

 

 

12. Nyd det uspolerede øhav ved Ssese Islands

 

ssese-island-uganda

 

Du kan risikere at forelske dig i omgivelserne ved Victoriasøen. Endda så meget, at du aldrig vil væk derfra. Hvis det er tilfældet, kan du med god grund bruge lidt tid ved de 84 øer ved navn Ssese Islands.

 

Øerne byder på en lang række af aktiviteter. Du kan slappe af på de smukke sandstrande eller tage på sejlture, fisketure, vandreture eller rideture. Du kan også besøge bantu folket, der lever i nærheden, og lære om deres traditioner og leveforhold.

 

 

13. Tag på udflugt til Kasubi Tombs for at lære om Ugandas kongerige

 

kasubi-tombs-kampala-uganda

 

Mens du er i Kampala, kan du besøge Kasubi Toms, hvor du kan dykke ned i den spændende historie om Ugandas royale familie og Buganda kongeriget, som er landet største stammekongerige.

 

Det historiske område huser resterne fra et palads bestående af 35 bygninger og gravsteder, hvor de tidligere konger og deres royale familiemedlemmer ligger begravet.

 

En guidet tur igennem området tillader dig at nærstudere artefakter, lære om Bugandaernes traditioner og ritualer samt beundre den bemærkelsesværdige arkitektur konstrueret af naturmaterialer.

 

 

14. Lokale markedsoplevelser ved Owino markedet

 

owino-market-kampala-uganda

 

Et besøg til lokale markeder er en fantastisk måde at opleve den lokale mad, men også de lokale skikke, sprog og hele den unikke stemning blandt de lokale.

 

En af de største og bedste markeder, du kan besøge i Uganda, er Owino markedet i hovedstaden Kampala.

Bevæg dig igennem en bred palette af produkter, elektronik, stof og forskelligt håndværk, mens handelsfolk prutter om priserne. Du kan desuden udforske det lokale køkken ved nogle af standene.

 

 

15. Smag på Ugandas køkken

 

bananer-uganda

 

Det at smage på det lokale køkken, når du rejser, er med til at give en bedre fornemmelse for landet. En af de bedste ting, du kan gøre, er derfor at smage på nogle af Ugandas bedste fødevarer.

 

Uganda kan prale med frisk frugt i absolut verdensklasse. Madboder og markeder tilbyder massevis af de lækre, friske frugter som fx bananer. Du finder også stegt kød og de såkaldte rolex, der er en lokal spise. Rolex minder mest af alt om en omelet, der er fyldt med grøntsager.

 

På restauranterne kan du få serveret retter som luwombo, der er fisk, oksekød eller kylling dampet i bananblade og serveret med peanut sauce. Du kan også få chaloko, der er et varmt måltid af bønner, løg, grøn peber og løg serveret med posho. Posho er en fast majsmelsgrød, som spises mange steder i Afrika.

 

 

Når du rejser til Uganda…

 

Vi anbefaler, at du tegner en rejseforsikring, inden du rejser til Uganda. Den kan dække uplanlagte besøg til lægen eller sygehuset og beskytter dig selv og dine ejendele under rejsen, hvis der skulle ske skade eller tyveri.

 

Uganda er et lille land i størrelsen, men er fyldt med så mange attraktioner og unikke eventyr, at det er umuligt at opleve dem alle på samme rejse. Listen vi har lavet dækker kun nogle af de mest populære oplevelser.

 

Andre spændende ting inkluderer besøg til historiske områder, paladser og templer i hovedstaden, besøg til theplantager og kaffefarme, et kig på Ugandas funklende stjernehimmel eller et møde med Batwa stammen, der nedstammer fra de første folk, der boede i Uganda. Så hvad venter du på? Uganda kalder på dig!

 

 

Læs mere om alle Ugandas herlige attraktioner.

 

Flere spændende indlæg på rejsebloggen

Skræddersyede rejser med erfaring siden 1988!

Hvis du har helt særlige ønsker til din rejse, hjælper vi dig gerne med at skræddersy lige netop den ferie, du og din familie drømmer om. Hos os har kundetilfredshed højeste prioritet, og vi gør vores ypperste for at du får rejsen, du aldrig glemmer.

+45 6075 6075

Einar

Nana

Mathias