Find din rejse til Afrika her:

 

4

sep

10 bedste oplevelser i Namibia

Her har vi samlet de 10 bedste oplevelser i Namibia – de største oplevelser, der venter dig i sandlandet i det sydlige Afrika.

Namibia er de seneste år blevet en populær rejsedestination, og med god grund! Landet har noget for enhver smag lige fra rige naturoplevelser og kulturelle møder til en helt unik flora og fauna, spændende befolkning og god infrastruktur. Namibia er kendt for at have verdens højeste sandklitter, Afrikas største kløft og den kilometer lange kyststrækning, der byder på mystiske og spændende levn fra fortiden.

 

1. Cape Cross Seal Reserve

 

Ved Cape Cross Seal Reserve beliggende ved Skeleton Coast kan du spotte sæler så langt øjet rækker. Reservatet har den største koncentration af pelssæler i verden og det bør derfor ikke være svært at spotte de pelsede fætre, da der findes hundredvis af dem ved Cape Cross.

 

2. Skeleton Coast

 

Oplev de rustne skibsskrog og smukke strande ved Skeleton Coast. Kysten fungerer som en kirkegård for de mange skibe, der er gået til grunde på stranden. Langs kyststrækningen finder du også dyreliv såsom bavianer, elefanter og giraffer. Navnet Skeleton Coast, ”Skeletkysten” på dansk, stammer fra de mange sæl- og hvalknogler, der i mange år er skyllet op på kysten, grundet hvalfangst industrien. Navnet refererer også til de mange ”skibsskeletter”.

 

3. Etosha Nationalpark

 

Tag på safari og spot det vilde dyreliv i Etosha Nationalpark, der er hjemsted for hundredvis af dyr, lige fra leoparder og løver til pindsvin og pangoliner. Nationalparken er Namibias største med sine 20.000 km² og er kendt for at tilbyde unikke safari-oplevelser, du ikke finder andre steder i verden. Til forskel fra mange af Afrikas andre nationalparker, hvor du kan bruge dagevis på at lede efter dyr, ligger Etosha’s charme i, at dyrene kommer til dig. Sluk motoren og parker bilen ved en af parkens mange vandhuller og dyrene vil flokkes omkring dig – ikke bare parvis, men i hundredvis af slagsen.

 

4. Sossusvlei

 

Man kan ikke sige Namibia uden at nævne det spektakulære område Sossusvlei, der ligger i det sydlige Namibia. Sossusvlei er en ler- og saltslette, der er omgivet af verdens højeste sandklitter på helt op til 400 meter. Sandklitterne kaster sine røde skygger over landskabet og pynter med de døde, udtørrede træer i midten.
Især én af klitterne, kaldet ”Dune 45”, er særlig kendt for at være et helt unikt syn. Sandbankens mørkeorange, varme farve står i fantastisk kontrast til den dybblå himmel og får enhver fotoglad turists fingrer til at krible.

 

5. Swakopmund

 

I den nordvestlige del af Namibia ligger den gamle tyske koloni, Swakopmund. Swakopmund er en havneby med Atlanterhavet mod vest og ørken mod syd og nord. Her findes hyggelige gader og stræder med bygninger og arkitektur præget af den tyske fortid. Det er også værd at besøge Swakopmund Museum, der byder på historiske og kulturelle genstande, samt den oprindelige flora og fauna.

 

6. Christ Church i Windhoek

 

Er du historisk interesseret, kan du opleve Christ Church i Windhoek, hvor den tyske kolonitid har spillet ind. Kirken blev opført som et fredstegn, da krigen mellem Tyskland og Namibia sluttede i 1907. Christ Church er en lutheransk kirke og ligger på en smuk bakketop, og kan med sine 24 meter ses fra lang afstand.

 

7. Welwitschia-blomsten

 

Gå på opdagelse i den namibiske ørken og se, om du kan finde den kendte ørkenbladsplante Welwitschia. Planten er et levende fossil, man kun kan finde i Namibia og Angola. Welwitschia er Namibias nationalplante, og har en karakteristisk form, der ikke minder om nogen anden plante. Fra roden udgår to store blade, der kan blive flere meter lange. Bladene kan være flossede og delt, så det ligner, at der er flere blade. De to læderagtige blade fortsætter med at vokse hele plantens liv og kan blive op mod 1000 år gammel.

 

8. Kalahari – San-folket

 

Tag på eventyr i Kalahari ørkenen, der er et enormt sandområde beliggende i det sydlige Afrika. Egentlig er Kalahari ikke en ørken, så navnet er en smule misvisende. Det skyldes, at der simpelthen falder for stor en mængde nedbør, til at det kan defineres som en egentlig ørken. Dette er også årsagen til, at her findes en flora og fauna såsom surikater, løver og hyæner, samt en stor bevoksning af græs, træer og buske.

I Kalahari finder du San-folket, der er et stammefolk, som har formået at overleve i det rå og barske sandmiljø. Det gør de ved hjælp af deres eminente evne til at spore sig frem til byttedyr og slå dem ihjel med bue og pil. I Namibia findes der omkring 25.000 medlemmer af den hårdføre stamme.

 

9. Twyfelfontein

 

Rejs tilbage i tiden og se stenindgraveringerne ved Twyfelfontein. Her har mennesker levet i mere end 6.000 år og har udhugget hundredvis af komplicerede og detaljerede tegninger i sandstenene. Du finder over 2500 indgraveringer i sten ved Twyfelfontein. Stedet er på UNESCO’s verdensarvsliste, og skal du til Namibia, må du endelig ikke snyde dig selv for et besøg til dette forhistorie vidunder.

 

10. Fish River Canyon

 

Er du til storslåede naturoplevelser, bør du uden tvivl besøge Fish River Canyon. Kløften er Afrikas største af sin slags og verdens anden største, kun forbigået af Grand Canyon i USA. Her kan du opleve hvordan jordens skorpe har delt sig. Her er mulighed for at tage fantastiske billeder, som du kan have som et evigt minde, fra den fantastiske rejse til Namibia.

 

Læs mere om vores rejser til Namibia

 

Skræddersyede rejser med erfaring siden 1988!

Hvis du har helt særlige ønsker til din rejse, hjælper vi dig gerne med at skræddersy lige netop den ferie, du og din familie drømmer om. Hos os har kundetilfredshed højeste prioritet, og vi gør vores ypperste for at du får rejsen, du aldrig glemmer.

+45 6075 6075

Einar

Nana

Mathias