Find din rejse til Afrika her:

Tlf: +45 6075 6075

Vil du i kontakt med os?

6075 6075

 

31

maj

Kilimanjaro et familieeventyr

Drømmen der endte med en Kilimanjaro bestigning

Af Nana Kristine Mark

 

Det er sidst i oktober 2012 og efteråret er så småt ved at have sit tag i Danmark. Det er også tidligt om morgenen i Aalborg Lufthavn – her står jeg sammen med min far og lillebror Mathias. Månederne op til denne dag har bestået af planlægning planlægning planlægning. Planlægning af ferie med hele familien, men også planlægning af især én stor begivenhed.

 

 

Tilbage til mit dejlige Afrika

 

Hvis jeg skal spole hele vejen tilbage til begyndelsen, der hvor jeg første gang mindes at jeg hørte om Kilimanjaro, så var det i julen 2003. Mine forældre, Mathias og jeg var taget til Kenya for at holde jul. Vi kører rundt på savannen i Amboseli Nationalpark, hvor det vrimler med store elefantflokke, gnuer og løver. Men et helt særligt skue, man ikke kan undgå at ligge mærke til, er udsigten til Kilimanjaro som dengang havde en helt hvid og snedækket top, der stod i skarp kontrast til den blå afrikanske himmel. ”Når jeg bliver 60, vil jeg bestige Kilimanjaro” siger min far. Dengang tænkte jeg ikke videre over det, og det blev hurtigt glemt fra min hukommelse igen. Adskillige år senere, og tættere på min fars 60 års fødselsdag end nogensinde bliver emnet pludseligt bragt op igen. Bestigning af Kilimanjaro!! Han mente det tilsyneladende ganske seriøst. I mellemtiden er det blevet til en sammenbragt familie med ny kone til min far og dermed også to stk. ’papsøstre’ til min bror jeg. Min far vælger at gå ’all in’ på sin kommende runde fødselsdag og inviterer hele familien med på safari og badeferie i Kenya. Men én begivenhed bliver kun for dem, der hedder Mark til efternavn, og det er Kilimanjaro trekket hvor teamet altså skal bestå af min far, Mathias og jeg.

 

Fast forward til lufthavnen i Aalborg – her står vi så en mørk efterårsmorgen med vores Kilimanjaro trekkinggear i store vandtætte vandresække og med rygsækken på ryggen. Dagen er kommet, og jeg elsker at jeg skal tilbage til mit dejlige Afrika. Jeg må indrømme at jeg ikke har gjort mig mange overvejelser omkring trekket på det tidspunkt, andet end hvad jeg skulle have med, højden på Kilimanjaro og måske lidt om højdesyge. Vi får sagt farvel til familien og flyver afsted med KLM mod Amsterdam og videre her fra til Nairobi, som er hovedstaden i Kenya. Jamen ligger Kilimanjaro ikke i Tanzania, tænker du nok. Og jo du har helt ret, men vores rejse startede altså ud i Kenya, hvorfra vi kørte hele vejen til Tanzania. Den afrikanske natur er smuk, rå og enorm og med karakteristisk rødt jord. I vejkanten går der køer, æsler, høns og geder. De små simple blikhytter er prydet med farverige Fanta og Pepsi reklamer og på jorden rundt omkring har de lokale bredt store tæpper ud, som udgør det for deres lille butik, og hvor de som levebrød sælger gamle sko, grøntsager eller finurlige ting.

 

 

Efter en lang køretur gennem de afrikanske landskaber og med et par obligatoriske nedbrud af bilen undervejs, ankommer vi om eftermiddagen endelig til landsbyen Moshi, som ligger for foden af Kilimanjaro. Her bliver vi indlogeret på hyggelige Bristol Cottage med frodige grønne bananpalmer. Vi får en tiltrængt Kilimanjaro øl – et must, når man befinder sig i Tanzania, skulle jeg lige hilse og sige – og noget mad, mens vi summer over den kommende store begivenhed vi står over for, når vi snart skal påbegynde vores Kilimanjarotrek.

 

Den følgende dag i Moshi går med at se nærmere på den hyggelige by, hvor andre Kilimanjaro trekkere enten er i færd med at lade op til deres forstående trek eller lige er kommet ned og kan hvile de trætte ben. Om eftermiddagen mødes vi med vores ledende guide Remy, som skal med os på Kilimanjaro. Sammen med ham gennemgår vi alt vores Kilimanjaro trekkingudstyr. Remy er også utroligt god til lynhurtigt at aflæse mennesker, og der går da heller ikke særlig lang tid før min såkaldte ’sindstilstand’ bliver aflæst, og Remy kommenterer at det lader til jeg er sulten (ja ja, bevares! Min lunte er en anelse kort når jeg er sulten). Da vi om aftenen ligger os til at sove velvidende om at i morgen går det hele løs, er det ikke uden en vis uro i kroppen og en masse spørgsmål, der rumsterer i hovedet. Hvor hårdt mon det bliver? Vil vi nå toppen om ca. en uge? Hvordan vil vejret blive – sne? Regn? Solskin?

 

Kilimanjaro – here we come!

 

Efter en god nats søvn er det endelig d. 16.10.12. Nu er dagen for alvor kommet. Vi står tidligt op til en dejlig solskinsdag, og spiser en stor og nærende morgenmad i lodgen. Uro blander sig med spænding i kroppen, og det er faktisk lidt svært at forstå, at det er lige om lidt vi påbegynder vores trek. Vi har aftalt med Remy at møde ham på et bestemt tidspunkt. Der må vi nok endnu engang konstatere, at der findes ’vores tid’ og ’Afrika-tid’. Vi venter i lang tid på Remy. Mens vi venter falder vi i snak med nogle tyskere, som ligeså lige er kommet ned fra bjerget. De ser en anelse trætte ud, hvilket jo kun er forståeligt. Vi spørger ind til deres trek, og de fortæller at det stort set har regnet alt den tid de har befundet sig der oppe. Alt var vådt. Deres tøj, sko, tasker – alt. Det var ikke lige den information vi havde brug for at høre, nu hvor vi selv skulle til at afsted. Efter en time eller halvanden ankommer Remy endelig. Det er åbenbart ikke vigtigt med faste tidspunkter på Kilimanjaro. Vi kører afsted mod Marangu rutens startpunkt. Her mødes vi med alle vores portere, 3 stk. pr. mand, kokken og vores anden guide Justin. Der bliver sorteret grøntsager i store mængder, æggebakker fyldte med æg til en hel uge og køkkengrej, som alt sammen skal med på bjerget. Det begynder efterhånden at gå op for os hvad det egentlig kræves for at tage på et trek op af Kilimanjaro. Ikke kun af os selv, men af alle de folk, som udgør vores suveræne Kilimanjaro-team. Selv skal vi kun bære en lille rygsække med lidt vand, regntøj og måske nogle snacks. Resten af vores team skal bære vores tunge tasker, slæbe på mad og køkkenting samt samle vand til os hele vejen op af bjerget, så vi kan få vores 3-4 liter hver dag. Hver dag får vi tre solide måltider mad samt snacks og varme drikke.

 

 

Da alt nødvendigt papirarbejde er overstået, hvilket tager omkring en times tid, er det endelig tid til at tage de første skridt ind på Kilimanjaros grund. Solen står højt på himlen, så lige i dag tegner vejret da heldigvis godt. Vi bevæger os op gennem regnskov, som byder på høje træer, slyngplanter, alverdens blomsterarter, aber over vores hoveder og et filtret sollys som finder vej ind mellem grenene. ’Polé polé’ siger Justin hele tiden. Det betyder ’langsom langsom’, og er en venlig hentydning til, at vi har bedst af at gå i helt langsomt tempo for at vænne os til den moderate men konstante højdestigning.

 

Inden længe er det tid til vores første frokost på bjerget. Der bliver dækket op på fineste vis med et farverigt ternet masaitæppe som dug på en bænk midt ude i naturen. Vores frokost viser sig at være alt andet end en kedelig medbragt madpakke. Kokken som var gået i forvejen havde både varmet suppe og sprøde kyllingelår, som blev serveret med toastbrød, grøntsager og pomfritter med ketchup. Det var virkelig et luksusmåltid her midt i den storslåede natur. Rundt omkring os ventede store ravne-lignende fugle på de lækre kødrester.

 

 

Efter at have gået yderligere nogle timer, hvor vi havde spurgt Justin om alt omkring flora, fauna og dyreliv på Kilimanjaro (der findes et væld af dyreliv her – også de meget sky leoparder samt bøfler) ankommer vi til vores camp. Campen består af små tremands-hytter, og stemningen her er fantastisk. Stedet emmer af forventningsfulde og spændte trekkere over alt. Vi får anvist vores hytte, hvor vi alle tre skal sove. Eftermiddagen bliver brugt på at spise popcorn og drikke varm kakao samt hvile os. Til aften får vi serveret endnu et overdådigt måltid. Spaghetti, kartofler med persille, kødboller, grøntsager og pandekager til dessert. Det er i hvert fald ikke pga. måltiderne, at man skal afholde sig fra at bestige Kilimanjaro, kan jeg roligt sige. Vi går tidligt i seng, og drømmer om den første dags bedrift.

 

 

Næste dag tidligt om morgenen er vi på den igen. Efter en god gang morgenmad naturligvis. Vejret er stadig med os og humøret er højt. Der går ikke lang tid før naturen ændrer udseende og går fra frodig grøn regnskov til fladt terræn med buske og tørt græs. Porterne følges med os lidt af vejen, men inden længe er de stukket afsted med vores tasker på hovedet. Vi møder folk, som kommer den modsatte vej, og vi passerer hinanden på den smalle grussti. På Kilimanjaro er vi alle som en stor familie med én mission – okay måske flere missioner, men en af de vigtigste er at nå den der top, som ude i det fjerne strækker sig op mod skyerne. Med lidt sne på endda, kan vi se. Umiddelbart ligner den sidste strækning langt ude i det fjerne ikke noget særligt, mens vi går her på første stadie af vores trek. Ingen ved hvad der venter os, og lige nu nyder vi bare det hele. Vi vandrer der ud af. Stadig i langsomt tempo, op og ned af stier, og rigtig meget lige ud. Det er fordelen ved at det er en vulkan vi trekker på. Naturen er vild og rå og står i skarp kontrast til den fuldstændig blå himmel. Ind imellem ser vi flotte fugle, der lander i de nøgne træer, som skyder sporadisk op rundt omkring i det mørkegrønne landskab. Vi ankommer til trekkets 2. camp lidt over middag i dis og støvregn. Her er både hytter og opstillede telte alt efter hvilken rute, man har valgt. Det er allerede en del køligere, og de lokale portere klæder sig i tykke dunjakker, huer og vanter, mens vi andre stadig kan nøjes med en tynd langærmet trøje. Dagen bliver brugt på at spise frokost, hvile os samt akklimatisering. Vi går yderligere op i højderne for at vænne os til den tynde luft, for så at gå ned igen til vores hytte og slappe i den varme sovepose. Jeg forstår også pludseligt hvorfor vi får så meget god mad her på bjerget. Selvom trekket for mig ind til videre ikke har været så hårdt, er det simpelthen essentielt med alt det mad for at kroppen får nok brændstof til hele turen. Og jeg skal love for, at man er sulten – det er ikke bare for sjov.

 

 

Den næste dag går som den forrige. Vi vandrer gennem landskabet og glemmer alt om tid imens.
På dagen, hvor vi skal nå basecamp i 4750 meters højde står vi op kl. 6.00 og drikker tidlig morgenkaffe. Solen er allerede stået op. Vi gør os klar til dagens trek, som går gennem stenet terræn, stadig beklædt med buske og græs. Vi kommer bl.a. forbi en stor bæk, som er det sidste sted vi kan opsamle vand til resten af turen. Porterne fylder store dunke og flasker med alt det vand de har mulighed for at bære. Her fra ændrer naturen og landskabet sig markant. Det bliver øde og ørkenagtigt, og langt ude i horisonten kan vi se den snoede sti som det eneste afbræk i dette golde terræn. Vi møder stadig masser af mennesker, som kommer den modsatte vej. Mange har nået Uhuru Peak, Kilimanjaros top, tidligt i morges. Andre har ikke. De er alle sammen trætte men glade, og ønsker os ’good luck’ og giver high fives, når vi passerer hinanden. Vi går med den sneklædte top som pejlemærke foran os resten af vejen, og forbereder os på hver vores måde. Selv lytter jeg til musik og lukker hele verden ude. Det er utroligt, så hurtigt tiden går på trods af de mange timers vandring hver dag. Tiden flyver afsted, og inden længe er det eftermiddag igen. Vi ankommer til trekkets sidste camp Kibo Hut. Det er koldt, luften er ekstrem tynd og museskridt er påtvunget. Det er simpelthen umuligt at gå hurtigt, løbe eller lige lave ti sprællemand hvis man skulle få lyst til det. Den tynde luften tvinger dig til at gå i slowmotion. Lige nu er jeg ret glad for de akklimatiseringstabletter, vi har taget under hele trekket. Om vi var nået her til uden dem, ved jeg ikke. Det må stå i det ukendte ind til næste gang jeg skal her op igen.

 

 

Os og alle de andre trekkere fra forskellige teams får tildelt én stor hytte i modsætning til de andre camps, hvor vi fik vores egen. Vi spiser frokost, og får her efter besked på at gå i seng for at sove og hvile os. Og der skal være absolut ro på stuen bliver vi formanet. Det sker helt automatisk, og folk falder i søvn lidt efter lidt. Vi sover trygt og godt ind til vi bliver vækket kl. 17.00. Det er tid til at stå op og friske os en anelse op inden vi skal spise aftensmad. Vi spiser og taler om det forestående trek op af det sidste stejle stykke, som foregår om natten. Man er spændt, uvidende og nervøs for hvad der kommer til at ske. Justin og Remy briefer os om hvad vi kan forvente. Det bliver koldt og mørkt. For vores egen skyld skal vi kigge ned på hælen, der går foran os. Lad være med at kigge op, og følge alle de andres lysende pandelamper langt oppe af bjerget, for så vil trekket føles uendelig langt. En masse gode råd får vi, inden vi atter får besked på at gå i seng og sove sammen med de andre. Endnu en gang falder vi alle i søvn hurtigt, og sover ind til vi bliver vækket kl. 22. Nu er det nu. Det er bælgravende mørkt. Vi klæder os på til nattens udfordring, og for mit vedkommende bliver det til 9 lag overtøj af forskellig slags samt to par skiunderbukser under mine i forvejen tykke trekkingbukser og selvfølgelig en masse par strømper. Utroligt jeg stadig kan bevæge mig under alle de lag tøj. Kl. 23.00 sharp påbegynder vi vandringen op af bjerget. Det eneste lys vi har at gå efter, er den lille lyskegle fra vores pandelamper. Det er isende koldt, og de mange lag tøj gør heldigvis underværker. På trods af kulde og mørke er mit humør stadig strålende højt, som det var da jeg startede helt nede ved startpoint. Min hjerne må være i en form for trance, tænker jeg. Min far har det en anelse hårdere, og vil gerne holde pause tit. Det rækker min tålmodighed ikke rigtig til, og jeg presser på for at vi skal gå videre. Både så kulden ikke bider sig fast i kroppen når vi står stille, men også bare fordi jeg gerne vil op af det bjerg nu. Vi vandrer på én lang række, og siger ikke meget imens. Vi klatrer over store sten og går langs den grusede sti, som snor sig på kryds og tværs hen over Kilimanjaros vulkantop. Vi kan se frem til tre udsigtspunkter på vores vej. Det første er Gilman’s Point som ligger i 5685 meters højde. Eftersom vi alligevel ikke kan se noget, bliver det blot et hurtigt blik på skiltet med navnet og så videre. Efter noget der føles som evigheder ankommer vi til Stella Point i 5756 meters højde. Det lyder umiddelbart ikke som den store forskel i højderne på de to udsigtspunkter, men det føles det i den grad til at være, når man står midt på bjerget.

 

Smuk solopgang på Kilimanjaros top

 

Lige som vi ankommer til Stella Point bryder den kulsorte himmel pludselig ud i et flammehav af pink og orange farver, der breder sig hen over mørket. Vi skåler med de andre i te og varm kakao og luner vores fingre på de dejlige varme kopper. I løbet af ingen tid er der fuldstændig lyst, og vi kan se at vi befinder os på kraterkanten og kigger ud over den afrikanske savanne, som vågner op under os. Jeg siger ikke, at jeg muligvis troede at vi havde nået toppen på det her tidspunkt – men det gjorde jeg måske alligevel lidt. Men så kunne Remy og Justin heldigvis fortælle mig, at vi lige skulle gå det aller sidste stykke. Det så ikke ud til at være særlig langt væk. Det var det heller ikke, men med vores tunge ben og de små museskridt tog det alligevel godt en time, at nå op til Uhuru Peak. Min far var på det her tidspunkt, ud over at være på kraterkanten, også på kanten til at give op af træthed. Men med min utålmodighed og Mathias’ enorme tålmodighed trodsede han alt træthed og nåede sammen med sine børn Uhuru Peak i 5895 meters højde kl. 7.15 d. 20.10.12. Sikke et øjeblik at stå der på toppen af ’Afrikas tag’ med udsigt ud over de endeløse sletter. Dog er det bidende koldt, og den kolde luft svarer til ca. -25 grader. Vi får ti minutter til at få taget billeder og nyde udsigten inden turen atter går ned igen. Resten af trekket ned mod gaten går i et noget hurtigere tempo end på vejen op mod toppen. Efter en enkelt overnatning står vi allerede den næste dag ved parkindgangen, og det der var vores startpunkt for lidt mindre end en uge siden.

 

Vi tager festlig afsked med portere, kok og guider, som synger og danser og vi bliver grebet af stemningen – dog stadig med en vis uforståenhed over hvilke udfordringer vi kort for inden stod over for. Lige nu er vi bare overvældede, glade, trætte og møgbeskidte. Et bad og en øl er tiltrængt.

Der gik ikke lang tid før jeg begyndte at glæde mig til næste tur op på det smukke bjerg. Hvem vil med mig?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Skræddersyede rejser med erfaring siden 1988!

Hvis du har helt særlige ønsker til din rejse, hjælper vi dig gerne med at skræddersy lige netop den ferie, du og din familie drømmer om. Hos os har kundetilfredshed højeste prioritet, og vi gør vores ypperste for at du får rejsen, du aldrig glemmer.

+45 6075 6075

Einar

Nana

Mathias